Hvis Malling var en kommune, havde den landets højeste smittetryk
Stort covid-19 udbrud på den lokale skole
Hvis Malling var en selvstændig kommune, ville den have landets højeste smittetryk.
I den seneste uge har 52 personer i Malling fået konstateret covid-19, og med 5.777 indbyggere svarer det til en incidens på 900 - antal smittede per 100.000 indbyggere.
Meget tyder på, at en del af smitten skyldes et større udbrud på Malling Skole, hvor der i begyndelsen af juleferien blev registreret 18 smittede i to klasser i indskolingen. Børnene gik på juleferie fredag 18. december.
"Vi får de første bekræftede tilfælde fredag eller lørdag, hvorefter vi beder de to klasser om at blive testet, og så får vi i de kommende dage løbende besked om, at der er i alt 18 smittede elever," fortæller skoleleder Klaus Lundgaard Schubert.
Det er første gang, at Malling Skole oplever et decideret smitteudbrud på skolen. Indtil for nylig har skolen blot haft i alt seks smittede personer, der alle har været enkeltstående tilfælde, oplyser skolelederen.
Han forventer, baseret på erfaringer med coronavirus, at smittekæden i Malling vil være brudt, når Malling Skole om en uge ligesom landets øvrige skoler efter planen genoptager undervisningen.