Ny bog tager emnet op
Ny bog om skam vil kurere frygten for at være forkert
bogudgivelse Skam er langtfra det første, der falder os ind som en mulig årsag til vores besværligheder i livet.
"Skam er ofte skjult, og sjældent noget, vi taler om. Til gengæld gemmer den sig ofte under andre problemer som for eksempel: overdreven selvundertrykkelse, lavt selvværd, udmattelse i socialt samvær og problemer i nære relationer. Den kan også være en skjult årsag til misbrug eller vrede," fortæller psykoterapeut, forfatter og tidligere præst Ilse Sand.
Svært at tale om
Ilse Sand har som præst og psykoterapeut har lyttet til betroelser i skamgenren, og det har slået hende, hvor intens og hjerteskærende smerten og ensomheden kan være.
Hun har oplevet, at der sker en forvandling, som kan opleves som overraskende og mirakuløs, når det samfulde er blevet delt. Personen begynder at trække vejret dybere, og ansigtet og kroppen slipper sit forpinte udtryk og slapper af.
"Når lettelsen over at dele sine følelser med et andet menneske kan være så befriende, kan det undre, at de fleste af os er meget længe om at finde modet til at tale om vores forkerthedsfølelse, hvis vi overhovedet nogensinde tør," siger hun.
At føle sig forkert
Ifølge forfatteren, er skam dybest set en reaktion på en usikkerhed i selvopfattelsen. Nogle mennesker har bare et enkelt hjørne af sig selv, de skammer sig over. Andre er gennemgribende hæmmede af skamfølelser.
"Skammen råber: Du er forkert. Pak dig sammen. Grav dig ned. Skjul dig. Bogens budskab er, at vi ikke behøver at adlyde skammen. Det er nemlig ikke den, der føler skammen, der er forkert, selv når vedkommende føler sig sådan. Når vi føler os forkerte, er det, fordi der er sket noget forkert. Det forkerte er ikke en del af os selv."
Skam i en krisetid
Ilse Sand fortæller, at vi ikke mærker særlig meget til vores skam, når alting går godt. Skammen har derimod de bedste muligheder for at vokse og brede sig, når der opstår kriser, eller bliver vi isolerede.
I 2020 fik skammen rigtig meget at leve af. Klima, Corona, arbejdsløshed og #metoo er blot nogle af eksemplerne.
Forfatteren håber, at hendes bog vil inspirere læseren til at kaste et kritisk blik på sin egen skam, fordi meget skam kan opløses ved at blive talt om.