Fortsæt til indhold

216 kroner i pension: Priserne var lavere i gamle dage, men alligevel var det hele måske lidt dyrere

En gammel husholdningsbog fra en lokal skanderborgenser giver os et indblik i, hvor meget det kostede at fylde indkøbkurven i 1940'ernes Skanderborg.

Samfund

»Jeg kan huske dengang en liter mælk kostede fire kroner.«

Mange af os er vokset op med et familiemedlem, der indigneret kan fortælle, hvordan alt var meget billigere i de gode gamle dage. Det kan da også virke rigtig dyrt at være dansker i dagens Danmark. Især i en tid som denne hvor priserne for alvor er på himmelflugt. Selvom priserne i dag er markant højere end for fyrre år siden, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det var billigere at købe ind dengang. Lønnen er nemlig steget endnu mere.

Uge-Bladet Skanderborg stiller i denne uge skarpt på 1940’ernes Skanderborg, og forsøger at finde ud af, om alting rent faktisk var billigere i gamle dage.

For at finde ud af det har museumsinspektør hos Museum Skanderborg, Martin Philipsen Mølgaard, fundet en husholdsningsbog frem fra arkiverne. Den stammer fra en lokal købmandsfamilie i 40’ernes Skanderborg.

Købmand af den gamle skole

Bogen som Martin Philipsen Mølgaard har fundet frem er fra 1943-1954. Den er skrevet af Niels Peter Rasmussen, der var lokal købmand i Skanderborg det meste af sit liv. Udover at føre regnskab over, hvilke varer han købte ind til sin butik, førte han også en protokol over, hvilke varer han købte ind til familiens private husholdning.

»Det er lidt over ti år, man kan følge hans private husholdsningsregnskaber. På den måde kan vi få indblik i, hvad han som privatperson selv har købt, fordi han holder en meget sirlig oversigt over dette,« fortæller Martin Philipsen Mølgaard.

Det første nedslag Martin Philipsen Mølgaard laver i husholdningsbogen er fra december 1943. Her har Niels Peter Rasmussen bogført, at han modtager 138,50 kroner i pension. Samme måned har han købt blandt andet mel for 70 øre, melis for 1 krone, ost for 1,80 kroner, havregryn for 49 øre, fars for 1,90 kroner, smør for 1,09 kroner og akvavit 5,90 kroner.

De præcise mængder han køber ind af de forskellige varer, optræder sjældent i husholdningsbogen på dette tidspunkt.

»Det er måske fordi man kunne bestille i butikken, hvilke mængder man ville have. Typisk betaler på dette tidspåunkt per pund og varerne er ikke pakket, som vi kender det i dag. Samtidig kan man forestille sig, at nok har fungeret mere individuelt, hvad man skulle bruge.«

Seks øl for to en halv

Den historiske kontekst er også vigtig at have in mente, når man prøver at forstå, hvorfor indkøbene til husholdningen ser ud, som de gør.

»December 1943 er jo under 2. verdenskrig, og det har selvfølgelig noget at sige. Der var blandt andet rationeringer, så der som bekendt var grænser for, hvor meget man kunne få til hver husstand.«

Det er lidt over ti år, man kan følge hans private husholdsningsregnskaber. På den måde kan vi få indblik i, hvad han som privatperson selv har købt, fordi han holder en meget sirlig oversigt over dette.
Martin Philipsen Mølgaard, museumsinspektør, Museum Skanderborg

I 1949 fejrede han og Karen Marie Rasmussen guldbryllup i Vejle. I husholdningsbogens optegnelser fra december samme år, køber han varer, som han ikke gjorde seks år tidligere. I december 1949 køber han blandt andet appelsiner, julelys, en flaske Brøndum snaps for 8,90 kroner, og seks pilsner, tobak og medicin for 6,04 kroner. Tobak og cerutter køber han hver eneste måned.

»Og så køber han måske lidt usædvanligt for den periode købt ind for en uge ad gangen. Det tyder det også på han har gjort, for han har i hvert fald købt ind til middagsmad en uge ad gangen, så det tyder på han har en madplan.«

I december 1952 køber Niels Peter Rasmussen blandt andet seks Tuborg for 4,44 kroner, cerutter for 9 kroner og Neskaffe for 5,20 kroner, og han får 271 kroner udbetalt i pension.

Købmandsparret Karen Marie og Niels Peter Rasmussen ca. 1930. Via optegnelser i parrets husholdningsbog, er det muligt at få et indblik i, hvilke varer man kunne købe og hvad de kostede i Skanderborg i 1940'erne.Foto: Skanderborg Historiske Arkiv

Billig alkohol i dag

Selvom Niels Peter Rasmussen ikke noterer mængderne på de fleste af de varer han køber ind til husholdningen, så er der nogle udvalgte produkter, der går igen år efter år, og hvor mængden er noteret. Det gælder blandt andet Brøndum snaps, Tuborg og pilsner.

»I december 1949 koster en flaske Brøndum snaps 8,90 kroner. I november 1952 koster den 10,60 kroner, så på de her tre år stiger den alligevel en del.«

Samtidig betalte Niels Peter Rasmussen 2,34 kroner for seks pilsner og 1,20 kroner for to Tuborg. I dag koster en flaske Brøndum snaps omkring 95 kroner og en flaske Tuborg omkring 5 kroner. Prisstigninger er dog som bekendt et helt naturligt fænomen kendt under betegnelsen inflation. Via forbrugerprisindekset fra Danmarks Statistik kan man omregne værdien af kronen i forskellige år. 8,90 kroner i 1949 svarer til godt 180 kroner i 2020. 60 øre som er prisen for en enkelte flaske Tuborg i 1949 svarer i dag til 12 kroner.

Dermed kan man i hvert fald konkludere, at det er blevet billigere at købe alkohol i Skanderborg i dag, selvom prisen er højere. Ifølge Danmarks Statistik er det dog i det hele taget blevet billigere at fylde indkøbskurven. Dette skyldes særligt, at lønnen har fulgt med samtidig med at arbejdstiden er faldet markant. Dermed skal man arbejde mindre i dag for at få råd til den samme vare sammenlignet med i gamle dage.

I forhold til Niels Peter Rasmussen så nåede han at opleve et hav af forskellige priser i sit liv som købmand. Han døde i 1956, hvor han fik følgende ord med på vejen i Skanderborg Amts-Avis:

»Han var købmand af den gamle skole, en venlig gammel mand, der var vellidt af alle, han kom i berøring med. Hans hustru døde for 3 år siden og han efterlader sig en datter og to sønner.«