Fortsæt til indhold

Psykolog flytter hjem: Anne glæder sig til mere ro og hjemlig hygge

Pr. 3. januar skal Anne Bräuners klienter besøge hende i kælderen i familiens murermestervilla på Egholmsvej i Skanderborg.

Samfund

Siden 2019 har psykolog Anne Bräuner holdt til på 2. sal i Adelgade 115 i Skanderborg. Her har hun delt lejemål med to andre psykologer.

Men når hun går på ferie 21. december, har hun drevet sin praksis i sit lille hyggelige lokale i Adelgade for sidste gang. Fra årsskiftet flytter hun hjem.

»Det er ikke, fordi det her ikke er et pragtfuldt sted. Det er det. Jeg har været vildt glad for at være her, siden jeg begyndte i 2019. Hver periode i livet kræver noget nyt, og da vi for nylig flyttede i en gammel murermestervilla, var der pludselig mulighed for at bruge kælderen til erhverv. Det var jo oplagt,« lyder det fra Anne Bräuner, der glæder sig til at indrette sit kælderrum til en hyggelig hule.

Hun fortæller, at hun har to veninder, som ligesom hende selv er selvstændige psykologer - og de har deres praksis hjemme.

»Det er ikke en ret stor omstilling for mine klienter i og med, at det ligger meget tæt på Adelgade. Men jeg forventer en større fleksibilitet i hverdagen og en anden form for ro, når det er hjemme. Det med, at terapien foregår i hjemlige omgivelser tiltaler mig. Der er selvfølgelig en hårfin grænse i vores branche, når man vælger at have faciliteterne hjemme,« siger Anne Bräuner, der et par dage i ugen underviser på en højskole, ligesom hun også skriver klummer og artikler ved siden af jobbet som psykolog.

Hun erfarede under corona, at det med at arbejde hjemmefra gav noget godt. Både for hende og klienterne.

»Jeg erfarede, at det sagtens kunne lade sig gøre. Og at man sagtens kan bevare fokus, selvom man er hjemme. Og i og med, at jeg tager underetagen i brug til arbejde, tænker jeg sagtens at jeg kan fastholde den samme form for fokus, som jeg har i lokalet i Adelgade,« lyder det fra Anne Bräuner.

Skal øve

Til gengæld ved hun, at hun fra årsskiftet skal omstille sig på en anden måde, når hun lukker ned fra psykologarbejdet. Frem til nu har Anne Bräuner fået en pause efter en hel dag med klienter på kontoret i Adelgade, når hun gik hjem. Den tur får hun ikke længere.

»Det er klart, at der som psykolog er meget at kapere. Når jeg ikke får min lille gåtur hjem længere, skal jeg helt sikkert til at finde ud af, hvordan jeg så skifter fra at være psykolog til at være mor for mine to drenge, når jeg starter igen 3. januar,« lyder det reflekterende fra Anne Bräuner.

Hun er dog ikke nervøs for, at det bliver et problem for hende.

»Jeg er efterhånden ved at være så trænet i det, at jeg ved, hvor meget luft, jeg har behov for i løbet af en dag. Jeg forestiller mig også, at når jeg arbejder herhjemme, kan jeg planlægge min tid mere effektivt, så jeg kan slutte i god tid, inden min ældste kommer hjem fra skole,« lyder det fra Anne Bräuner.

Anne Bräuner glæder sig til at tage imod sine klienter i de nye rammer i villaens kælder i det nye år.

Adressen er Egholmsvej 20 i Skanderborg.

»Jeg har gjort mine klienter opmærksomme på det her i løbet af den seneste tid, hvor jeg har peget ud ad vinduet og vist, at det bare lige er derhenne rundt om hjørnet,« lyder det fra Anne Bräuner, mens hun igen peger ud ad vinduet.