Så fik også Dagli’Brugsen Lime dødsstødet
Ådalens mangeårige dagligvareforretning var med på listen over de 12 Dagli’Brugser, som Coop slukker lyset for med udgangen af februar 2023.
I sidste uge var det Dagli’Brugsen Nimtofte, der måtte lade livet og ty til at indgive konkursbegæring til skifteretten
Fredag klokken 14 kom så meddelelsen om, at Dagli’Brugsen Lime lukker.
Dagli’Brugsen Lime er blandt de 12 Dagli’Brugser, som Coop trækker tæppet væk under.
I samme moment får samtlige 314 ansatte i de 12 butikker silkesnoren
Det meddeler koncernen i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at lukke de 12 butikker træder i kraft i slutningen af februar, da butikkerne har sidste åbningsdag fredag 24. februar 2023.
De 12 butikker har leveret en omsætning på 130 millioner kroner, men det er ikke nok, da høje energipriser og ændrede indkøbsvaner hos danskerne betyder, at de ender med et underskud på 15 millioner kroner.
Coop skriver, at det er nødvendigt at lukke dem, da butikkerne samtidigt har behov for nyt inventar.
De 12 butikker, der lukker, er: Vorrevangen (Aarhus N), Jordrup, Lime, Nørhalne, Frølunde, Gandrup, Tarp, Engesvang, Kalvehave, Veflinge, Borris og Vester Åby.
Mere end 130 år
Brugsuddeler Nicolai Pedersen er af gode grunde ked af situationen.
I et opslag på facebook fortæller han, at han selv fik beskeden mandag 12. december, bestyrelsens formand et par dage senere, mens resten af personalet fik dommen torsdag 15. december.
Ådalens dagligvarebutik har mere end 130 år på bagen.
»Vi har i rigtigt mange år kæmpet med næb og klør for at få tingene til at hænge sammen, og især de sidste 4 år har pilen også med jeres hjælp vendt den rigtigt vej. Men vi har også alle årene kørt med et underskud, og vi må bare erkende, at den energikrise, vi er i lige nu, bare koster meget,« skriver Nicolai Pedersen henvendt til medlemmerne
Han opfordrer til, at kunderne ikke lader deres evt. frustration over lukningen gå ud over personalet.
»De er mindst lige så trætte af det eller måske mere trætte af det. De står nu uden arbejde, og de udfører bare deres arbejde i deres opsigelseperiode. Derudover kan de heller ikke svare på jeres spørgsmål. Så hvis I har spørgsmål, så henvend jer til mig,» skriver brugsuddeleren.