Fortsæt til indhold

AVK afleverer sit hidtil bedste årsresultat

Med en omsætningsvækst på 18 procent fortsætter koncernen den globale vækst inden for alle forretningsområde.

Samfund
sra

Med koncernens hidtil bedste årsresultat kan AVK-koncernen med hovedsæde i Skovby/Galten efter regnskabsåret 2021-2022 se tilbage på 50 procent vækst over de seneste fire år og en fortsat fremgang i resultatet.

Omsætningen steg med godt 18 procent til 7,6 milliarder kroner, driftsresultatet steg med 8 procent til 736 millioner kroner, og resultatet efter skat steg med 9,6 procent til 511 millioner kroner.

Dermed er AVK-koncernen kommet solidt og styrket gennem de mange forskellige kriser og udfordringer, som verden har måttet håndtere gennem de seneste to år, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

»Det er positivt, at væksten sker på tværs af vores tre forretningsområder AVK Water, AVK Industrial og AVK Advanced Manufacturing. Tilsvarende er det værd at bemærke, at vi kan konstatere vækst på stort set alle vores markeder. De modne markeder i Europa og USA har været præget af høj aktivitet, mens mange emeging markets har igangsat projekter efter Covid-19 pandemien,« siger CEO og ejer Niels Aage Kjær i en kommentar til regnskabet. Han peger på en række faktorer bag koncernens gunstige udvikling.

»Gennem mere end 50 år har høj kvalitet været et ufravigeligt krav til vores produkter, og på mange markeder ser vi stadig tydelige tendenser til, at kvalitet bliver en afgørende konkurrenceparameter. Regnskabsresultatet præges også positivt af, at der på tværs af markederne er voksende politisk bevågenhed om betydningen af tidssvarende drikkevandsforsyning og spildevandshåndtering,« siger Niels Aage Kjær.

Gearet til udfordringer

»Samtidig kan vi konstatere, at vores globale organisation har været gearet til at håndtere Covid-19, flaskehalse i forsyningskæden og international transport, store stigninger i råvare- og fragtpriser og senest stigende energipriser. Når det er lykkedes, skyldes det i høj grad en meget decentral organisation med hurtige beslutningsprocesser og stor handlekraft,« tilføjer Niels Aage Kjær.

AVK har i regnskabsåret gennemført koncernens hidtil største investeringsprogram for at fastholde og fremtidssikre markedspositionen. I alt er investeret 350 millioner kroner i en vifte af forskelligartede indsatser, der spænder bredt fra udvidelse af produktionskapacitet og automatisering af produktionslinjer til digitalisering og fortsat udvikling af koncernens allerede brede produktpakke.

Investeringsprogrammet har også omfattet de første faser af etablering af solceller på taget på alle koncernens produktionsfaciliteter. Dette initiativ er ét af mange, der udspringer af koncernens mål om at formindske AVKs miljø- og klimapåvirkninger.

»Vi arbejder løbende på at nedbringe energiforbruget samt udvide brugen af vedvarende energikilder. Derudover har vi fokus på genanvendelse af materialer såsom plast og jern. For eksempel genanvender vi nu mere end 27.000 tons plast, som indgår i produktion af nye kvalitetsprodukter herunder paller, gadedæksler og affaldsbeholdere,« oplyser Pernille Kjær, Corporate Communication & Learning Director for AVK-koncernen.

Systematisk optimering

»I dette regnskabsår fortsætter AVK den systematiske optimering af produktionsenhederne, og investeringerne vil ligge på samme høje niveau, som i 2021-2022, hvilket vil have en positiv effekt på vores konkurrencesituation,« oplyser Lars Kudsk, finansdirektør i AVK.

»AVK vil mærke den forventede nedgang i verdensøkonomien i det kommende år, men behovet for forbedring af vandforsyning og spildevandshåndtering i både i- og ulande vil medføre en fortsat stor efterspørgsel efter koncernens produkter. For eksempel vil EU’s drikkevandsdirektiv, der blev lanceret i 2020, sætte en maksimal grænse for EU-landenes vandspild, og det vil understøtte behovet for forøgede investeringer i renovering og forbedring af vandforsyningen.«

I en række udviklingslande deltager AVK aktivt i programmer med fokus på forbedring af vandforsyning samt reduktion af energiforbrug og CO2.-udledning. AVK er blandt andet med i det danske-indiske Green Strategic Partnership.

»På baggrund af den overordnede udvikling forventer vi også i dette regnskabsår en positiv vækst, om end på et noget lavere niveau end i 2021-2022,« tilføjer Lars Kudsk.

Det stigende aktivitetsniveau er ledsaget af en tilgang af medarbejdere. På koncernplan er beskæftigelsen steget med flere end 300 medarbejdere til knap 4.900 medarbejdere.

I den danske del af koncernen er medarbejdertallet vokset med 57 til 790. På koncernens hjemmebane i lokalområdet Galten, Skovby og Låsby er der skabt 41 nye jobs, mens staben hos AVK Tooling i Sæby er vokset med 15 til 90 og AVK Plast i Ribe med 7 nye medarbejdere er nået på en stab på 67 medarbejdere.