Desværre Kim: Ingen rengøring i denne uge
Hjerneskadet grenaaenser ked af nullermænd og skidt på gulvet, når Norddjurs Kommune igen og igen aflyser hans ugentlige rengøring.
Pling.
De fleste af os kender lyden, når en sms tikker ind på telefonen.
Det gør 47-årige Kim Frandsen fra Grenaa også. Men han bliver trist til mode, når budskabet er, at Kim heller ikke i denne uge får gjort rent i sit hjem - som han er visiteret til af Norddjurs Kommune efter at være ramt af en hjerneskade, som gør, at mange af de dagligdags gøremål ikke længere kan klares af ham selv.
Der behøver ikke at være perfekt rent i mit hjem, men jeg vil da gerne have det sådan, at jeg kan være bekendt at have gæster. Hvis for eksempel mine forældre kommer og besøger mig, vil jeg da gerne have, at der er gjort rentKim Frandsen
To børn med astma har det ikke godt med nullermænd og støv i boligen. Han har dem i en deleordning med børnenes mødre - og det er også delvist på grund af deres astma, at han har ret og krav på halvanden times rengøring hver uge.
Men han mener, at for mange gange har det ikke fungeret og Norddjurs Kommune lever ikke op til, hvad der må forventes.
Får en sms
»Jeg får bare en sms fra den kommunale rengøringschef, at i denne uge kommer der ingen og gør rent hos mig. Så bliver jeg lidt trist og ked af det. Der behøver ikke at være perfekt rent i mit hjem, men jeg vil da gerne have det sådan, at jeg kan være bekendt at have gæster. Hvis for eksempel mine forældre kommer og besøger mig, vil jeg da gerne have, at der er gjort rent,« siger Kim.
Han mener ikke, at Norddjurs Kommune opfylder Serviceloven, når man aflyser rengøringen.
»Jeg kan godt forstå, at der kan ske noget med sygdom eller andet, som gør, at man må udsætte rengøringen, men efter min mening må kommunen ikke bare aflyse den ene uge efter den anden. De skylder mig jo sådan set masser af rengøring,« siger Kim.
Livet vendte rundt
Det er fire år siden, at der pludselig blev vendt op og ned på hans liv. Han arbejdede som respiratorvagt, da han fik problemer med, at hans hænder og fødder begyndte at sove.
»Undersøgelser viste, at der ikke var plads til min rygmarv i rygsøjlen, så jeg blev tilbudt en operation, som ikke gav et godt resultat, fordi jeg blev hjerneskadet og nu rammes af stærke smertesignaler,« siger Kim.
Han var indlagt på hospital i tre måneder og var i lige så lang tid i genoptræning i Auning. Uden de store resultater. Han går med hjalp fra en krykke og kan kun komme ud til indkøb og andet på den el-scooter, som det tog ham halvandet års kamp med Norddjurs Kommune at få tildelt.
Man skal kæmpe for alt
»Erfaringen har vist mig, at alt ved Norddjurs Kommune skal man kæmpe for. Det holdt også hårdt at få min pension igennem, selv om der ingen tvivl var om, at jeg aldrig kommer til at arbejde igen. Det gik først stærkt, da kommunen fandt ud af, at de kunne risikere at komme til at betale min indflytning i en ny lejlighed,« siger Kim.
Han har flere gange klaget over aflysningen af rengøringen.
»Med to mindre børn i huset fem dage hver anden uge, så sviner vi selvfølgelig mere end en ældre kvinde, der sidder i en stol det meste af dagen. Så jeg klager, når de aflyser - og så har jeg fået det svar, at hvis kommunens ansatte skal komme og gøre rent hos mig, så må de droppe at komme hos en, der ligger i sengen og ikke kan klare noget selv. Det synes jeg godt nok er noget af et ansvar at placere hos mig,« siger Kim.
Gik til borgmesteren
Siden avisen har på besøg hos ham, er det dog gået bedre med rengøringen, som de seneste gange ikke er blevet aflyst. Forinden havde han kontaktet borgmester i Norddjurs, Kasper Bjerregaard, (V), for at klage sin nød.
Det bedste er jo, hvis Kim kan få gjort rent hver uge, som han er visiteret til. Heldigvis er det lykkedes på det seneste, og det hæfter jeg mig vedKasper Bjerregaard
»Han tog godt nok ikke telefonen, men telefonsvareren sagde jeg kunne sende en sms, så det gjorde jeg - og jeg blev positivt overrasket over, at borgmesteren senere ringede tilbage. Han ville dog først orientere sig hos forvaltningen for at være bedre klædt på, inden han ville svare mig. Det svar har jeg endnu ikke fået,« siger Kim.
Det bekræfter borgmester Kasper Bjerregaard, da avisen kontakter ham for at høre, hvordan det ser ud med et svar.
»Jeg venter stadig på orienteringen fra forvaltningen, men jeg glæder mig da over, at Kim på det seneste har fået gjort rent, som han har ret til. Jeg ved ikke, om det er korrekt, at kommunen ikke må aflyse rengøring, men kun udsætte, men problemet her understreger jo også, at vi oplever problemer med at skaffe nok personale. Om det lige præcis er tilfældet her, ved jeg ikke, og derfor har jeg bedt forvaltningen om at undersøge det. Det bedste er jo, hvis Kim kan få gjort rent hver uge, som han er visiteret til. Heldigvis er det lykkedes på det seneste, og det hæfter jeg mig ved,« siger Kasper Bjerregaard.