Kirting Olesen stopper som formand for Ryomgård Distriktsråd
Ryomgård Distriktsråd siger på den kommende generalforsamling farvel til to markante skikkelser, der har sat hver deres præg på distriktrådets virke i en årrække.
Ryomgård Distriktsråd står foran et markant skifte, når den mangeårige formand Kirting Olesen og bestyrelsesmedlem Niels Skov Hansen begge stopper på den kommende generalforsamling 22. marts.
Kirting Olesen fylder 77 dagen efter generalforsamlingen og understreger, at der intet dramatisk er i, at Niels Skov Hansen og han stopper i bestyrelsen.
»Niels er lidt ældre end mig, så nu er tiden kommet, hvor det er passende at overlade pladsen i bestyrelsen til andre, for os begges vedkommende. Jeg gjorde allerede på generalforsamlingen for to år siden opmærksom på, at det blev min sidste periode, så det er ikke pludseligt, at jeg stopper. Jeg har vel gjort min borgerpligt, kan man sige,« siger Kirting Olesen.
Niels Skov Hansen med en arbejdsmæssig fortid hos DSB har især på det trafikpolitiske område været et stort aktiv for Ryomgård Distriktsråd. Ligesom han ofte har været manden bag de kulturarrangementer, som har været afholdt i regi af distriktsrådet.
Vi har brugt meget tid på at få opbygget et fornuftigt tillidsforhold til medarbejdere i kommunens embedsværk, og det har været meget afgørende, at begge parter har tillid til hinanden.
Startede i 2009
Kirting Olesen med en lang fortid som sparekassedirektør i Ryomgård og formand for Ryomgård Erhvervsforening var med til at stifte Ryomgård Distriktsråd i 2009.
Det første år var han menigt medlem af bestyrelsen, men et år senere overtog han formandsposten efter Stefan Kalmar, der iøvrigt fortsat har plads i bestyrelsen.
Formand har Kirting Olesen været siden.
Et job han har varetaget med stor energi, vedholdenhed og engagement.
Han har i alle årene sørget for, at Ryomgård Distriktsråd har været en synlig aktør både i 8550-området, men også udenfor bygrænsen. Det sidste ikke mindst i forhold til Syddjurs Kommune, hvor hverken lokalpolitikere eller en pæn del af embedsværket ikke er i tvivl om, hvem Kirting Olesen er.
De mange lokale distriktsråd i Syddjurs Kommune fungerer meget forskelligt, og deres synlighed er ikke altid til at få øje på. Ryomgård Distriktsråd har Kirting Olesen formået at placere særdeles stærkt i denne sammenhæng.
Tilliden vigtig
To nye medlemmer skal der således vælges på generalforsamlingen til at supplere de tre øvrige, Stefan Kalmar, Thomas Gaarden og Michael Mikkelsen, på Ryomgård Distriktråds videre vej.
»Vi har snakket med folk, der kunne have en interesse i at være med, men det er jo helt op til de fremmødte på generalforsamlingen at afgøre, hvem der skal vælges,« understreger Kirting Olesen.
Selv har han som formand gjort meget ud af at få afholdt månedlige bestyrelsesmøder med fyldige dagsordener og tilhørende bilag og sørge for synlighed om både store og små tiltag.
»Vi har brugt meget tid på at få opbygget et fornuftigt tillidsforhold til medarbejdere i kommunens embedsværk, og det har været meget afgørende, at begge parter har tillid til hinanden. Det gør mange ting meget nemmere,« siger den snart forhenværende formand, der også jævnligt mødes med de lokale Ryomgård politikere i Syddjurs Byråd for at vende nogle ting og få svar på spørgsmål, som vedrører beslutninger, gamle eller kommende, som har indflydelse på Ryomgårds ve og vel.
Netop Kirting Olesens evne til at arbejde strategisk, have overblik, være nede i detaljen og favne bredt har været kendetegnende for hans formandsperiode.
Tillige hans evne til række ud til kommune og politikere og aldrig lade uenigheder blusse så meget op, at de spærrer for løsninger, har han i høj grad evnet som formand.
Mon ikke, der, når de læser dette, allerede er nogle, som er i gang med at gøre deres hoser grønne.
De skal imidlertid vide, at de hoser skal være særdeles tykke, for det er store sko potentielle afløsere skal kunne fylde ud. Det gøres ved hårdt arbejde og ikke ved brug af diverse smarte buzzwords.
For god ordens skyld vælges formanden ikke direkte på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv.