Særlig gæst kommer til Aarhus
12 meter lang klimasprutte skal skabe opmærksomhed om klima
Tirsdag 5. november kl. 10.35 ankommer en særlig gæst til Aarhus. En 12 meter lang klimasprutte tager nemlig turen hele vejen fra Sjællands Odde for at være kunstnerisk omdrejningspunkt for en række bæredygtige aktiviteter i den store havnekuppel Domen på Pier 2.
Sprutten bliver fulgt på rejsen af Sjælland Oddes havnefoged samt kunstner Maj Dørup og seks børn fra Odden Skole, der har været med til at lave Klimasprutten. Foran Domen bydes både sprutte og eskorte velkommen af skoleelever fra Strandskolen i Risskov, der er Aarhus’ første kommunale verdensmålsskole.
Klimasprutten er en stor, rød, lysende blæksprutteskulptur lavet af genbrugsplastik, som er indsamlet ved stranden omkring Sjællands Odde, hvor sprutten er lavet og har været udstillet.
Omkring 5.000 mennesker har været forbi Odden hen over sommeren for et få et glimt af kunstværket. Det er den lokale Sjællands Odde-kunstner Maj D, der sammen med alle børnene fra Odden Skole har kreeret sprutten, som hun nu sender på bæredygtigt eventyr i Aarhus.
”Klimasprutten har ligget lunt og godt i Havnebyen ved Sjællands Odde henover sommeren. Men nu er det tid til, at den rykker videre mod nye kyster. Jeg glæder mig over at Aarhus tager imod sprutten med åbne arme, så den kan være med til at sætte fokus på klima gennem kunsten,” siger Maj D i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Klimasprutten skal ligge ved Domen hen over vinteren og skabe opmærksomhed om en række familieworkshops i december. Det er blandt andet workshops, hvor man kan fremstille bæredygtige julegaver og kunstværker af indsamlet genbrugsplastik.
Derudover skal sprutten skabe visuel opmærksomhed omkring udfordringerne med plastik i verdenshavene og vores forbrug af plastik og vandmiljø, som har relation til flere af FNs Verdensmål.
jr