Fortsæt til indhold

42 nye lejeboliger på vej midt i smuk natur syd for Aarhus

Lokalplan for nyt boligområde i Solbjerg er for nyligt vedtaget, og det betyder nye lejeboliger i byen

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

boliger Det ligger godt nok et stykke ude i fremtiden, men hvis alt går efter planen, kommer der 42 nye almene lejeboliger ved Østergårdsvej i Solbjerg i det tidlige efterår 2021.

Det er Boligforeningen Århus Omegn, der står bag projektet, der kommer til at ligge ved søen centralt i Solbjerg. Det er et gammelt parklignende areal nu, som bliver brugt af byens borgere, og det er planen, at man beholder både det parklignende udtryk og de store rhododendron-buske, der er på stedet.

Det er ved denne sø i Solbjerg, der er planer om at opføre 42 lejeboliger.

"Det er planen, at bebyggelsen er tænkt ind i området. Vi bygger i det udtryk, som beboerne kender fra området, så der bliver blandt andet teglsten og træbeklædning på nogle af husene, så det passer ind i udtrykket," siger informationschef hos Boligforeningen Århus Omegn Tina Axelsen, der påpeger, at der lige nu kun ligger en skitseplan for boligerne, og at de endelige tegninger endnu ikke er udfærdiget.

De 42 boliger bliver fordelt på seks stokke med stueetage, første- og andensal, og de bliver bygget ind i terrænet, så man kommer til at opleve, at boligerne både er høje og lave, når man kigger på dem, alt efter hvor man står henne. For at bevare udtrykket bevarer man de stiområder, der er omkring sø-området, så folk, der er vant til at benytte dem, stadig har muligheden.

"Det er et meget flot område - et lille åndehul i Solbjerg tæt på alle faciliteter. I modsætning til meget andet nybyggeri, så er de grønne arealer her vokset op, og det gør, at det er anderledes og virkelig flot," fortæller Tina Axelsen.

Et sted for alle

De 42 boliger bliver kaldt almene familieboliger, men det betyder ikke, at alle ikke kan leje dem. Det bliver nemlig muligt for alle interesserede at leje husene.

"Der kommer til at gå et stykke tid, inden de er klar til indflytning. Hvis alt går efter planen, så begynder vi byggeriet i 2020, og så står de færdige i starten af efteråret 2021, men der er en masse processer, vi skal igennem først, inden de er klar," oplyser Tina Axelsen.