Fortsæt til indhold

Skelet fundet under det gamle hovedbibliotek i Aarhus

I forbindelse med omdannelsen af Hovedbiblioteket i Mølleparken i Aarhus til hostel og nye boliger er arbejdsfolkene stødt på et skelet. Det skriver TV2 Østjylland

Samfund
Arkiv

Det gamle hovedbibliotek i Mølleparken i Aarhus er godt i gang med at blive omdannet til et hostel og boliger, efter det ikke har været brugt som bibliotek siden 2015.

I forbindelse med omdannelsen af det gamle bibliotek har arbejdsfolkene gjort noget af en opdagelse nede i kælderen. Her er nemlig blevet fundet et gammelt skelet. Det skriver TV2 Østjylland.

"Skelettet blev fundet i forbindelse med kloakering med en gravmaskine," siger afdelingsleder af arkæologisk afdeling på Moesgaard Museum, Lars Krants til mediet.

Ifølge TV2 Østjylland blev politiet i første omgang tilkaldt, da der var frygt for, at der var sket en forbrydelse. Men heldigvis er der en noget mere naturlig grund til, at der ligger et skelet under det gamle bibliotek.

Ifølge Lars Krants fra Moesgaard Museum har man i mange år haft en formodning om, at der lå en forsvundet kirke i området.

"Kirken har været forsvundet i mange år, men vi havde en formodning om, at den måtte ligge dernede omkring. Så mit bedste bud er, at skelettet stammer fra kirkegården," siger afdelingsleder af arkæologisk afdeling på Moesgaard Museum, Lars Krants til TV2 Østjylland.

Skelettet er blevet sendt videre til Syddansk Universitet, hvor der skal laves analyser på det.