Kommunen råder fortsat over en pårørendevejleder
Byrådet ændrer spareforslag efter særdeles uskøn proces
Ord som hykleri, arrogance og hønsegård fløj sammen med beskyldninger om at lække informationer fra lukkede møder gennem luften, da byrødderne onsdag aften skulle tage stilling til hele to forslag, der skulle sikre den fortsatte ansættelse af en kommunal pårørendevejleder. Det ene forslag, stillet af SF, endte med at blive enstemmigt vedtaget.
Det betyder, at Socialudvalget skal finde penge til aflønningen af pårørendevejlederen i det vedtagne budget for 2020 og ikke, som V, DF og K havde forslået, via en tillægsbevilling.
Kraftig kritik
Vejen til vedtagelsen af forslaget var dog lang og ikke brolagt med rosenblade. Således beskyldte Tage Nielsen (R) V og K for at være hyklere.
"I har villet spare på administrationen. I har brokket jer over tillægsbevillinger. Nu vil I ikke spare på administrationen, og I vil finde pengene via en tillægsbevilling," lød kritikken fra Tage Nielsen.
Det vigtigste er, at vi redder situationen
Både V og K afviste anklagerne om hykleri og skød i stedet på borgmester Frands Fischer (S) for ikke at have styr på det sparekatalog fra administrationen, der blandt andet indeholdt nedlæggelsen af pårørendevejlederstillingen. Men Fischer afviste kritikken.
"Vi bad administrationen om at finde besparelser. Det har de gjort. Og I har kunnet læse om dem på samme tid som jeg," lød det.
Bl.a. Thomas Cordtz (K) undrede sig over, at de røde partier på det seneste møde i Økonomiudvalget, modsat de blå partier, ikke talte imod fjernelsen af stillingen.
"På Økonomiudvalgsmødet var der tale om en orienteringssag. Og er man utilfreds med det, man hører, kan man stille et ændringsforslag, som tilfældet er her," forklarede Frands Fischer.
Anders Rosenstand Laugesen (V), formand for Socialudvalget, skal nu sammen med resten af udvalget finde de penge, der skal sikre stillingen.
"Og det bliver noget rod. Jeg er ikke sikker på, at vi kan nå at finde en god løsning i år," sagde Laugesen, inden partifællen Jens Szabo tog ordet.
"Det vigtigste er, at vi redder situationen. Men vi skal huske at lære noget i forhold til procedurerne i sager som denne," sagde Szabo.