Aarhus-hotel har medarbejdere fra 13 nationer: "Mangfoldig arbejdsstyrke er en gevinst for arbejdsmiljøet"
Inklusion af udenlandske medarbejdere er blevet en del af kulturen i Scandic Aarhus Vest
Holland, Somalia, Tjekkiet, Slovakiet, Afghanistan, Kroatien, Bulgarien, Rumænien, Filippinerne, Kina, Østrig, Polen, Norge.
Scandic Aarhus Vest har 16 medarbejdere med udenlandsk baggrund fordelt på 13 ovenstående nationaliteter, der arbejder i køkkenet og restauranten og med rengøring. Hotellet på Rytoften ud til Åby Ringvej har cirka 50 medarbejdere, så hver tredje medarbejder kommer altså ikke fra Danmark.
”Der er simpelthen ikke nok arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen, så der er behov for disse folk, og derfor er det så vigtigt, at vi i Scandic er så gode til inklusion. Hvis vi ikke kan finde ud af inklusion, taber vi på den lange bane,” siger Scandic Aarhus Vests hoteldirektør Ole Olsen.
Gider danskerne ikke arbejde i servicejobs i hotelbranchen?
”Jo, men der er bare ikke nok af dem, og hotelbranchen vokser voldsomt i disse år. Der er også den gran af sandhed i spørgsmålet, at danskerne bliver mere og mere veluddannede og vil gerne bruge sin uddannelse. Det kan vi mærke,” siger hoteldirektøren.
Er det ikke et stort bøvl med så mange udenlandske medarbejdere?
”Det er bare af en anden karakter og ikke mere end med så mange andre medarbejdere. Og rigtig mange af vores etniske medarbejdere er utroligt ydmyge og sætter stor pris på de ting, vi tilbyder.”
Danmarks bedste
Scandic-hotellerne er for andet år i træk netop blevet kåret som ’Danmarks bedste arbejdsplads til inklusion’. Hotelkæden får prisen for at have skabt en mangfoldig arbejdsplads, hvor medarbejderne stortrives. Virksomheden tilbyder danskundervisning i arbejdstiden, der er frit uniformvalg inklusive tørklæde, og vagtplaner og personalemad tager hensyn til forskellige kulturer, lyder det blandt andet i begrundelsen for kåringen.
”Det handler ikke kun om nationalitet og hudfarve, men også trosretning og seksualitet. En af vores værdier er ’Be you’, der handler om, at man er den, man er, og det accepterer vi. Hvis man for eksempel er muslim, så har vi under ramadanen en accept og forståelse for, at medarbejderens energi ikke er så høj på visse tidspunkter af dagen. Og vi tilbyder et frokostalternativ uden svinekød,” forklarer Ole Olsen.
”Vi har overhovedet ikke nogen målsætning om, at så og så mange skal inkluderes på vores arbejdsplads, men det er blevet en kultur hos os at inkludere. Vi beholder ikke medarbejdere for inklusionens skyld, men for fagligheden og indsatsen. Vi stiller samme faglige krav til alle medarbejdere uanset baggrund, og de behandles ens og honoreres ens efter overenskomsterne. Jeg tror, vores succes skyldes, at vi har lige vilkår for alle.”
Smitter af på gæsterne
Hoteldirektøren mener, at den mangfoldige arbejdsstyrke ligefrem er en gevinst for arbejdsmiljøet og i sidste ende smitter positivt af på gæsterne.
”Der er ikke nogen her, der ikke interesserer sig for sine kollegaer, og det udvikler underbevidst den empatiske side, at vi er nødt til at sætte os ind i andre menneskers baggrund. Vi får mere empatiske medarbejdere, og det er rigtigt vigtigt i vores virke, hvor vi arbejder med mennesker, at man kan den menneskelige faktor. Den menneskelige faktor betyder langt mere for gæsteoplevelsen, end man drømmer om. Når vi får feedback fra vores stamgæster, så er det den menneskelige faktor, der gør forskellen,” siger Ole Olsen.