Begynder klokken 22: Her rammer det som en hammer
Der er udsendt både varsel og risikovarsel.
Der er varsel for kraftig regn i Jylland - så kraftig, at DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, på sin hjemmeside betegner det som ’voldsomt vejr’.
Derfor er der udsendt et varsel, der gælder fra klokken 22 i aften.
Det er et frontsystem, der i løbet af aftenen bevæger sig ind over landet fra vest og bevæger sig østover.
Den kraftige regn rammer Jylland og vil kaste mellem 20-40 millimeter vand af sig på mindre end 24 timer. Lokalt måske endda endnu mere.
Kriteriet for kraftig regn er mindst 30 millimeter regn inden for et døgn.
Heller ikke Fyn, Sjælland og Øerne går helt fri - her forventes dog mindre regn. Der er derfor blot udsendt et risikovarsel for de områder.
Ekspert er bekymret
Der er risiko for, at det vil regne så meget, at åer og vandløb kan gå over deres bredder - og dermed forårsage oversvømmelserne.
»Den seneste prognose anslår, at vi frem til på fredag kan forvente omkring 50 millimeter nedbør i Jylland, mens der længere østpå sammenlagt falder omkring 30 millimeter nedbør,« siger DMI’s vagtchef Martin Lindberg.