Fortsæt til indhold

Jeg er da voldsomt skuffet...

Carsten Bach (LA) fra Høver må forlade Folketinget efter fire år

Samfund
Claus Sonne

Liberal Alliance fik et katastrofevalg og mistede hovedparten af sine folketingsmedlemmer. Og en af dem, der ikke fik genvalg, er Carsten Bach fra Høver, der stillede op på Fyn. Og han ærgrer sig.

"Jeg synes, vi som parti og jeg som person har gjort alt, hvad vi skulle og kunne. Men på en trist aften for det borgerligt-liberale Danmark må jeg konstatere, at vælgerne søgte mod de 'sikre havne' som Venstre og Konservative," siger Carsten Bach.

Jeg ville rigtig gerne have fortsat på Christiansborg og fortsat have været med til at trække Danmark i den liberale retning

Hvordan var det at stå der og se den ene store tilbagegang efter den anden?

"Det var bestemt ikke sjovt. Jeg havde regnet med, at vi ville gå tilbage, men jeg havde ikke set det komme i dette omfang. Jeg ville rigtig gerne have fortsat på Christiansborg og fortsat have været med til at trække Danmark i den liberale retning, jeg og Liberal Alliance tror på er det rigtige," lyder det fra Carsten Bach.

Var det rigtigt af LA at blive en del af regeringen?

"Absolut. Vi har været med til at holde Venstre på det liberale spor. Jeg kan så konstatere, at da Lars Løkke Rasmussen trykkede på valgknappen, så blev Venstre til det, de vel helst vil være, nemlig Socialdemokrater," siger Carsten Bach.

Lang sommerferie og tænkepause

Carsten Bach har nu 14 dage til at tømme sit kontor på Christiansborg. Derefter står den på sommerferie.

"Og den bliver lang. Tre måneder mindst,", siger han og fortsætter:

"Nu skal jeg have fordøjet valget - og have en snak med min familie om, hvad fremtiden skal bringe. Det er sådan, at når man stopper i Folketinget, er der en fratrædelsesordning, så jeg kommer ikke til at mange noget det næste lange stykke tid."

Nu skal jeg have fordøjet valget - og have en snak med min familie om, hvad fremtiden skal bringe

Inden Carsten Bach, der er uddannet geolog, blev valgt til Folketinget i 2015, var han fagchef og afdelingsleder hos Dansk Miljørådgivning A/S. og han vil ikke afvise, at det er der, hans arbejdsmæssige fremtid ligger.

"Jeg har altid været særdeles glad for at arbejde for Dansk Miljørådgivning, og jeg er sikker på, at der er en rolle til mig i virksomheden, når jeg er klar til det. Men måske finder jeg på noget andet," lyder det.