Fortsæt til indhold

Valgt til Folketinget: Camilla Fabricius tog orlov fra byrådet og beholdte sin løn

Socialdemokrat beklager, hun modtager løn fra både byråd og Folketinget

Samfund
Arkiv

Camilla Fabricius får løn for sit job som byrådsmedlem og viceborgmester i Aarhus Byråd, som hun 26. juni tog orlov fra og ikke har intentioner om at vende tilbage til, fordi hun er valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet.

Det afslører TV 2, som skriver, politikeren fra Aarhus i juli, august og september modtager 39.437 kroner om måneden fra Aarhus Kommune. Det gør hun, fordi byrådspolitikere automatisk får løn i tre måneder, når man går på orlov, uanset om får løn for et andet job.

Camilla Fabricius' dobbeltløn bliver kritiseret af SF og Dansk Folkepartis gruppeformænd. SF's gruppeformand Jacob Mark vil have ændret reglerne, mens DF's gruppeformand Peter Skaarup mener, Fabricius burde have trukket sig fra byrådet i stedet for at søge orlov.

TV 2 skriver, at man siden mandag formiddag har prøvet at få et interview med Fabricius om sagen, men hun kom TV-stationen i forkøbet tirsdag eftermiddag med en opdatering på sin Facebookside og vil ikke stille op til interview.

Her skriver politikeren, at hun har begået en fejl og nu anmodet om at udtræde af byrådet. I kommentartråden skriver en person, at hun kan donere sin dobbeltløn til en frivillig organisation.

"Det vil jeg gøre," svarer Fabricius.

jr