Fortsæt til indhold

Legetøjsbutik genopstår i Tilst: Nu som Fætter BR

BR tager over for Toys'R'Us på Anelystvej. Åbningsdato endnu ukendt

Samfund
Arkiv

Da virksomheden TOP-TOY i december annoncerede lukning af samtlige Toys'R'Us- og BR-butikker på grund af konkurs så det ud til, at Tilst blev en legetøjsbutik fattigere.

Men Salling Group overtog TOP-TOY's varelager og rettigheder til BR-navnet, og nu bebuder Salling Group genåbning af Toys'R'Us på Anelystvej - dog med navnet BR.

BR vil i løbet af de kommende måneder åbne den nye butik i Tilst. Den præcise dato er ikke blevet annonceret endnu, men kæden lover, at det blive i dette forår, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

"Glæden over at BR åbner nye butikker har været stor over hele landet. Det betyder, at det bliver en fornøjelse at få sammensat det hold, som skal befolke det nye legetøjsunivers i Tilst. Mange potentielle nye medarbejdere har udtrykt begejstring for kædens fortsætte liv i Aarhus," fortæller BR-kædens nyudnævnte chef Charlotte From.

Stillingerne i den nye butik vil blive opslået og besat løbende.

Opgaverne inden åbningen er mange. Udover at få ansat butikspersonale skal lokalerne indrettes med inspiration for børn og barnlige sjæle.

"Jeg er ikke i tvivl om, at kunderne kommer til at møde nogle dygtige BR-medarbejdere, som kan gøre legetøjsoplevelsen levende, når vi åbner butikken. Dertil har vi en stor opgave med indretningen af den fysiske butik, som kan noget andet, end legetøjskøb på nettet. Børnene kommer til at kunne mærke og prøve noget af legetøjet, før det bliver købt eller skrevet på ønskesedlen," uddyber Charlotte From.

Tilst er udvalgt blandt 26 lokationer i Danmark til at huse en BR-butik. En af de andre lokationer er Bruuns Galleri.

BR åbner også en ny webshop i dette forår, som vil blive en naturlig forlængelse af det nye legeunivers i de fysiske butikker.

dp