Kokken laver mad, som den smager i udlandet
Det skal være helt afslappet og nede på jorden i den nye Just Bistro i Mejlgade
mad I en lille, hyggelig gård i Mejlgade 46B, ligger der en lille restaurant. Den er åbnet for nylig, og med forskellige tæpper på gulvene, rød og hvidternede gardiner, forskellige stole og borde samt kun 20 siddepladser er der lagt op til hyggeligt samvær og afslappet atmosfære.
Just Bistro er navnet på restauranten, og til at svinge kødgryderne er køkkenchef Josef Marcus, som har lavet mad gennem de seneste 20 år.
"Hele konceptet her er tænkt ud fra, at det skal være hjemmelig hygge med god mad - man skal føle sig hjemme, og det her er ingen rutinerestaurant. Vi er helt nede på jorden," siger Josef Marcus.
I Just Bistro laver han mad, så det smager, som hvis du sad i udlandet og nød maden. Og ikke mindst så er alt hjemmelavet og produceret af friske råvarer.
Smagen af Middelhavet
"Hvis man kender smagen af maden ved Middelhavet, så smager den også sådan her. Jeg laver den, som den bliver spist der. For eksempel hvis man kender til smagen af gyros, så vil det være det samme at få det her - det skal være, som grækerne spiser det," siger Josef Marcus og fortsætter:
"Enhver kan lave fish and chips, men det skal være lavet rigtigt, for at det smager, som det skal."
Hver dag er der nye retter på menukortet, ligesom der er retter, som man altid kan få. Når der er nye på programmet, så handler det om, at kokken lader sig inspirere af, hvad han har af råvarer i køleskabet, og hvad han lige tænker, der kunne være lækkert at lave den pågældende dag.
Der er mulighed for at spise i restauranten både til frokost og aften alle ugens dage, ligesom man også kan tage maden med sig hjem. Det er dog ikke kun private, der kan få glæde af Just Bistros mad. Firmaer kan også bestille frokostordninger.
"Man kan få tre retter om dagen fra 56 kroner plus moms. Man behøver ikke at tegne et abonnement - man kan få det på prøve i tre dage, for at se om det er noget, man har interesse i. Det behøver ikke være noget stort firma, for at man kan få mad herfra," siger chefkokken.
Nede på jorden
At hele atmosfæren omkring restauranten er afslappende, er selv bordbestillingen et godt eksempel på.
"Enten ringer man, eller også kommer man forbi her i restauranten og ser, om der er ledige borde. Der er ikke noget med bestilling via en hjemmeside eller SMS - det er meget enkelt og helt nede på jorden. Det skal være nemt og hyggeligt her," siger Josef Marcus, der lægger vægt på, at Just Bistro ikke konkurrerer med andre restauranter - den er sin helt egen, som han siger.
Det ligger ham meget på sinde, at Just Bistro skal være kendt for, at der er en afslappet atmosfære.
"Alle er velkomne her - vi vil også gerne være kendte for den gode kvalitet til lav pris," fortæller chefkokken.
Han pointerer, at hvis gæsterne har lyst til at sidde og hygge sig over en pita i to eller tre timer, så skal de have lov til det. Foruden maden har han også fokus på, at drikkevarerne er afslappede. Der er Hancock i det lille køleskab, ligesom han laver en hjemmelavet juice og saft til gæsterne.
"Man må selvfølgelig gerne få et glas vin, hvis man har lyst, men det er de andre drikkevarer, vi har fokus på," lyder det fra chefkokken, der understreger, at for ham er det som et mad-spil, når han laver mad til sine gæster - ligesom når man spiller musik.