Fortsæt til indhold

Rikke Benn hjælper kræftramte med tegneterapi

Det handler om at arbejde med sin krop og sænke stressniveauet. Også når man rammes af kræft

Samfund
Lotte Gyldenvang

Når man rammes af kræft, eller en anden alvorlig sygdom, er det bevist, at ens stressniveau også stiger.

"Det er klart, at når man får at vide, man har kræft, så går alle alarmberedskaber i gang. Derfor bliver både kroppen og psyken udsat for stress," bekræfter Rikke Benn.

Hun har siden 1997 haft en professionsbachelor som psykomotorisk terapeut, hvor hun ser på klienter som en helhed, med både kroppen og psyken i fokus. Siden 2012 har det været med klinik på Nydamsvej 1 i Hørning.

Kroppen husker

"Vores følelser bor i kroppen. Og kroppen husker vores oplevelser gennem livet. Både de gode og de dårlige. Som psykomotorisk terapeut går jeg ind og arbejder med mine klienters kroppe ved eksempelvis forskellige tryk og massage. Går man for eksempel og er vred over noget, kan det medføre spændinger et særligt sted i skulderen. Ved både at arbejde med vreden fysisk på den spændte skulder og mentalt, kan man lære at takle vreden, arbejde med den og dermed undgå smerterne i skulderen," forklarer Rikke Benn om arbejdet som psykomotorisk terapeut.

Blandt hendes klienter er der også kræftramte, eller personer, som kæmper med bivirkninger af kemoterapi og strålebehandlinger. Netop ved disse klienter har Rikke Benn opdaget, at tegneterapi, som hun også er uddannet i, virker rigtig godt.

"Netop ved kræft får mange et anstrengt forhold til kroppen, fordi kræften er fremmed og farlig, og indtager dele af kroppen. Man vil bare, at den går væk. Jeg har i mange år brugt tegneterapi for børn. Men de voksne har i den forbindelse her også stor gavn af tegneterapien," siger Rikke Benn.

Hun ved godt, at mange voksne ikke er meget for at skulle tegne.

"Det kan virke grænseoverskridende for voksne, fordi vi ikke synes, vi tegner godt nok. Men jeg oplever, at når jeg sammen med en klient tegner kroppen eller dele af den, lægger papiret på gulvet, træder tilbage og taler om kropsdelen, så kan det blive lettere at forholde sig til kroppen. Også selv om kræften spiller en stor rolle," fortæller Rikke Benn, mens hun tegner et omrids af en krop og markerer maven.

Takler kræften

"Uanset om maven rammes eller et bryst skal fjernes, kan tegningerne hjælpe de kræftramte med at forene sig med kroppen påny. Kunstterapien har haft en velgørende effekt på mine klienter. Det er en måde at lære sin sygdom at kende på og finde ud af, hvordan man bedst takler den i hverdagen," siger Rikke Benn.

Hun kombinerer tegneterapien med øvelser i mindfulness og pilates, så blodtilstrømning øges og stressen sænkes.

"Jeg kan på ingen måde helbrede kræft. Jeg fokuserer på at give dem mentale som fysiske redskaber, så de fremover bedre kan hjælpe sig selv. Det er for mig den største fornøjelse, når jeg kan hjælpe andre med selvhjælp," fastslår Rikke Benn.