Birgitte Jensen kæmper sig tilbage

Hver mandag og onsdag tager Birgitte Schmidt Jensen en god tur på kondicykel i træningslokalet i Sundhedscentret i Skanderborg.

For få måneder siden - nærmere bestemt ved månedsskiftet marts-april, fik hun trukket tæppet væk under sig.

Da hun opsøgte sig læge, fordi hun havde en mistanke, blev hun sendt videre til mammografi, ultralydsskanning og biopsi på Tobaksgården i Horsens.

“Lægen var ikke i tvivl,” siger hun.

Næste lægesamtale fik hun i Horsens.

“Det virkede meget uvirkeligt. Samtidig var det en fantastisk læge, og da jeg spurgte, om jeg havde kræft, fik jeg at vide, at jeg fortjente et tydeligt svar, når jeg selv spurgte så direkte. Og svaret var, at jeg havde celleforandringer. Men lægen kiggede mig dybt i øjnene og sagde: 'Vi skal nok få dig igennem'. Det betød, at jeg ikke kom ud i de tanker, at det her måske var min sidste sommer, og at jeg begyndte at skrive testamente, som jeg ved, der er mange, der gør,” siger Birgitte Schmidt Jensen - mens hun sidder i sin stue med en kaffekop og en journalist foran sig.

En dag mod brystkræft

På det tidligere Amtssygehus i Aarhus skulle hun senere have en samtale med en læge om resultatet.

April er ikke lang tid siden, men hun er nået langt på den tid.

Hun har indvilget i at fortælle om sine oplevelser, fordi Skanderborg i dag, lørdag 7. oktober, endnu engang deltager i Lyserød Lørdag. Dagen, hvor virksomheder, frivillige og foreninger over hele landet går sammen for at støtte kampen mod brystkræft.

Når Birgitte træder i kondicyklen, er det som led i forløbet 'Godt i gang efter kræft'.
Forinden har det været en hård tur med operation, behandling og sygehus.

En tid med usikkerhed

Tirsdag 9. maj havde hun en samtale i Aarhus om hendes situation og valgmuligheder.
Dommen var entydig: Hun havde brystkræft. En form, hvor hun skulle vælge, om hun ønskede en brystbevarende operation eller få brystet fjernet.

“Hvis brystet blev fjernet, vidste jeg, at jeg ville slippe for strålebehandling. Men jeg ville også få fjernet alle lymfeknuderne med de bivirkninger, det kunne give, så jeg ville gerne bevare brystet, når der nu kun var den ene kræftknude,” fortæller hun.

Mandag 29. maj blev hun opereret. Første gang.

Efter 14 dage ville hun få at vide, om alt nu var fjernet. Det viste sig ikke at være tilfældet. Der var fundet metastaser i lymfen, og man havde ikke fået al kræftvævet med i første omgang.

Midt i juni blev hun derfor opereret for anden gang.

“Hvis de endnu ikke havde fået alt med, skulle jeg have en tredje operation, og så ville jeg få fjernet brystet. Jeg fik besked 29. juni, og beskeden var positiv. Jeg fik også at vide, at jeg slap for kemobehandling. Det var en stor lettelse. Og jeg vidste, at jeg nu skulle starte i strålebehandling,” fortæller hun.

Strålebehandling fem uger

Strålebehandlingen startede på Aarhus Sygehus i Nørrebrogade 21. juli og sluttede 24. august. Mandag til fredag i fem uger.

“Jeg var jo ung og frisk, så jeg skulle selv klare transporten,” siger hun.

Det kunne hun også sagtens, men det blev en større opgave, end hun havde troet. Især fordi der ikke var to dage, der var ens.

Tiderne skiftede, og venteværelserne skiftede, fordi hun skulle møde ved skiftende strålekanoner.

“Jeg var nødt til at lave en kræftmappe for at holde styr på logistikken med tog, busser og aftaler. Jeg satte sedler op på min køleskabsdør. I samme periode havde jeg også aftaler med fysioterapi. Logistikken fyldte rigtig meget, og jeg købte et periodekort til toget,” siger hun.

Godt at kende rettigheder

En dag deltog hun også i en anonym samtale med andre brystkræftpatienter på Amtssygehuset, ledet at to frivillige.

“Og så brugte jeg Kræftens Bekæmpelses hjemmeside for at finde ud af mine rettigheder og pligter og finde viden om sygdommen,” fortæller hun.

“Jeg er lærer på Niels Ebbesen Skolen og har været sygemeldt siden maj.”

“På hjemmesiden fandt jeg ud af, at man som kræftpatient kan få en 'standby ordning', hvor man er fredet - hvor al dialog mellem myndighederne sker udenom mig. Det kom også til at fungere, for jeg vidste, jeg havde ret til det. Jeg skulle bare op på kommunen og underskrive en fuldmagt.”

Fandt vej til kurset

Under de mange besøg på sygehuset, så hun foldere og læste info om tilbuddene i Sundhedscentret i Skanderborg for kræftpatienter.

“Jeg troede først, at 'Godt i gang efter kræft' var rehabilitering med selvtræning, og jeg besluttede at deltage. Men da stråbehandlingen var slut, tog jeg først en uge på højskole. Det var dejligt at komme væk fra det hele,” siger hun.

Siden har hun deltaget i gruppeforløbet 'Godt i gang efter kræft'.

“Og det er rigtig godt,” siger hun.

Møderne i gruppen med cirka 12 deltagere begynder normalt med en velkomst, hvor deltagerne hilser på hinanden og på nye deltagere.

Så er der opvarmning, afspænding og smidighedsøvelser. Derpå er der intervaltræning.

“Og vi slutter med en halv times meditation, hvor vi slapper helt af. Det er vigtigt, for i et behandlingsforløb kan man føle sig fremmed i sin krop,” siger hun.

Der er også foredrag. En sygeplejerske har fortalt om risikoen for følgevirkninger som inkontinens, og en diætist om mad, hvor deltagerne sammen gik i køkkenet og lavede en middag.

“Der kommer også en præst. Vi kan også selv komme med ideer,” siger hun.

En god stemning

Hun er glad for kurset, også for atmosfæren og den særlige humor blandt deltagerne.

“Jeg kan helt klart anbefale det til andre. Man kan få vendt med andre, om det kun er mig, der har det sådan. Det giver en tryghed og god erfaringsudveksling. Nogen har det også værre end en selv, nogle har det bedre. Når en siger, at de begynder at kunne kigge op over vandoverfladen igen, kalder det smilene frem. Optimismen breder sig. Vi er en støtte for hinanden,“ siger hun.

Tanker om arbejdet

Lige nu er hun meget spændt på, hvordan livet efter sygdommen vil forme sig.

“Jeg er ramt på hukommelsen, og jeg er spændt på, om den kommer igen. Jeg er også meget mere træt. Mens jeg gik i strålebehandling oplevede jeg engang, hvor jeg måtte tage en bus fra banegården og ned i byen - kun et stop, men jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle gå hjem,” fortæller hun.

Da UgeBladet talte med 62-årige Birgitte Schmidt Jensen, var der en uge til, at hun skulle have en samtale med sin arbejdsgiver.

“Det er jeg meget spændt på. Ikke at jeg frygter det, men jeg er i tvivl om, hvor meget den heroppe tillader, at jeg kommer tilbage i arbejde,” siger hun og peger på sit hovede.

“Det er en udfordring at stå overfor 25 børn, og har jeg overblik til det?” spørger hun, måske mest sig selv.

Lige nu forventer hun, at hun skal starte i arbejde på nedsat tid.

Et fantastisk personale

“Jeg har været oppe på skolen og hilse på. Jeg har elever i 4. og 5. klasse. De sagde, de ikke kunne se, at jeg er syg. Jeg kunne så fortælle dem, at det er jeg, man kan bare ikke se det,” siger hun.

Hun har ros til sygehuspersonalet.

“Hold da op, hvor er de dygtige. Og omsorgsfulde, selv om de arbejder under pres.”

Fra diætistens råd regner hun med, at hun oftere vil tage kødfrie dage. Det er helt i tråd med alle anbefalinger, især for at undgå tarmkræft. Hun fortætter også sin fysiske træning.

“Jeg arbejder meget for at blive rask og forblive rask. Jeg får nok ikke flere chancer i livet. Jeg vil fortsat både gå til styrke- og konditræning,” siger hun.

Del af ens identitet

Men hun slipper ikke for usikkerheden.

“Når du har haft brystkræft, skal du have antihormonpiller i fem år, hvis du har passeret overgangsalderen. Det kan have bivirkninger,” siger hun - og læser op fra en længere liste af mulige ubehagelige gener.

De unge kvinder med brystkræft slipper ikke helt så let. Screeningsprogrammet starter nemlig først, når man fylder 50 år, så de unge skal selv opdage knuden, og det betyder, at det fleste skal igennem både kemo og stråler samt medicin i en årrække.

Antihormonbehandlingen, som Birgitte får, bevirker, at afkalkningen af ens knoglerne sker hurtigere.

“Det skal jeg så have en indsprøjtning mod hvert halve år. Men det har så den gavnlige effekt, at det forebygger brystkræft.”

“Jeg er spændt på hvilken livskvalitet, jeg får. Derfor har jeg også meldt mig ind i DBO, Dansk Brystkræft Organisation. Jeg kunne godt tænke mig at hjælpe som frivillig. En sådan sygdom bliver en del af ens identitet,” siger hun.

“Os, der har været turen igennem, må leve med angsten for tilbagefald. Alle de behandlinger, som følger efter operationerne, har til formål at reducere denne risiko, og der er heldigvis sket store fremskridt på dette område.”