Efter 5 år: Købmanden i Alken er i storform
God økonomi og 40 frivillige hos Købmanden i Alken, der netop har fejret sin fem års fødselsdag
Købmanden i Alken er en fin lille historie om en landsby, der nægtede at dø. Da den gamle købmand lukkede gik der et års tid, inden ildsjæle fra Alken og en håndfuld af nabolandsbyerne sammen fik etableret den nuværende frivillig-drevne butik. I september blev den første 5-års milepæl markeret, og fremtiden tegner lyst og godt.
"Butikken kører nu på femte år med overskud på både konto og frivilligheden.", fortæller Pernille Benzon, der selv har været med fra starten.
Butikken kører udelukkende med frivillige. En bestyrelse tager sig af økonomi og andre overordnede ting, og med mellemrum er der købmandsmøder, hvor tanker, ideer og forslag til ændringer drøftes. Vagterne fordeles, så at der hver dag er to til at hjælpes ad med tjansen bag købmandsdisken. Og faktisk har købmanden været åben hver eneste dag i de fem år.
Butik og café
Denne onsdag eftermiddag, hvor Ugebladet er på besøg, er der kunder lige så snart butikken åbner klokken 16. Nogle af dem samler sig rundt om cafébordene efter at have fundet deres varer. Flere kommer ind og finder varer på hylderne eller henter deres pakke fra online-supermarkedet Osuma.dk fra en hylde i baglokalet. Snakken går. Med mellemrum lyder klokken fra bane-overskæringen udenfor og signalerer, at Alken ligger lige midt i verden.
"Butikken er et mødested, hvor vi samtidig har prioriteret caféen. Den har faktisk betydet, at nogle er flyttet til byen efter at være faldet tilfældigt indenfor i forbifarten."
Pernille Benzon fortæller, at mange unge slår sig ned i Alken og omegn. Enkelte af dem har endda også lokket deres forældre til.
Byens Hus
Købmanden i Alken ligger i det tidligere mejeri, der også er drevet af frivillige. Det rummer blandt andet bibliotek og sal, og der er aktiviteter, arrangementer, fællesspisning og meget mere. Det er også drevet af frivillige.
Pernille Benzon fortæller, at ud af byens cirka 250 beboere kommer der til fællesspisningerne 80-100. Det er en tradition, at nye tilflyttere får lejlighed til at præsentere sig her og på den måde blive dus med byens folk fra starten.
I alles interesse
Succes'en med købmandsbutikken i Alken hviler for en stor del på grundige forberedelser, hvor man var opmærksom på, at alle skulle føle sig hørt.
"Vi havde en god basis af frivillige til at sikre en ordentlig opstart. Vi holdt mange møder, hvor folk committede sig til det, de kunne stå inde for og ikke mere. Alle føler, at dette er deres, og folk får ansvar, hvis de vil have det. Det er i alles interesse og ønske, at vi har dette mødested."
"God aftale for os"
Carsten Pahlke, direktør hos Osuma.dk, er rigtig godt tilfreds med aftalen med Købmanden i Alken. Han vil gerne have flere af den slags.
"Vi tager gerne en dialog med interesserede i andre landsbyer."
Osuma.dk har forsøgt sig andre steder, men dog ikke med så stor succes som i Alken. Carsten Pahlke tilskriver det butikkens ildsjæle og de frivilliges gåpåmod.
"Det er et helt specielt sted. De har ambitioner, er vedholdende og har fået organiseret sig ordentligt. Plus at de har igangsat andre initiativer, der støtter butikken, for eksempel caféen og biblioteket."