David Szöke leverer til hylderne i Købmanden i Alken
Jeksen Grønt er en af cirka 14 lokale leverandører til købmanden i Alken
De handler lokalt i Alken. Lokale producenter leverer direkte til butikshylderne, hvor folk i Alken og omegn så henter dem. Dette princip, der blandt andet bygger på kortere transport og bæredygtighed hylder David Szöke, Jeksen Grønt.
"Det er jeg glad for, jeg vil gerne støtte deres koncept."
Til købmand og kunder
David Szöke opkøber frugt og grønt hos lokale producenter til videresalg, og forhandler desuden forskellige husholdningsprodukter. Så vidt muligt prioriterer han lokale varer. Økologiske.
Han leverer både til selve Købmanden i Alken, men kunderne kan også bestille varerne hos ham og så hente dem hos købmanden pakket i den bestilte mængde. I begge tilfælde får butikken lidt fortjeneste ud af det.
Jeksen Grønt leverer varer til købmanden to gange ugentligt, mandag og fredag. Det er frisk-hentede varer fra gartnerier i en afstand af max 50 kilometer fra Jeksen. David Szöke leverer desuden varer til helsekostbutikker, Kvickly i Ry, børnehaver, storkøkkener og til virksomheder i form af frugtordninger.
Købmanden i Alken har cirka 14 lokale leverandører med mestendels økologiske varer. Det er kød af lam, okse og kyllinger, te & kaffe, chokolade, ost, mælk, brød, uldgarn, alle Solhjulets varer, frugt og grønt, fisk og krydderier.