Fynsk campingpar skyder millioner i Ajstrup
Campingpladsen ved Ajstrup Strand beliggende 16 kilometer fra Aarhus er blevet overtaget af CampOne, der har store ambitioner for stedet
En håndfuld håndværkere knokler løs i det, der snart kommer til at være CampOne Ajstrup Strands nye reception, mens den nye ejer Per Blaabjerg hjælper til i den brandvarme forårssol.
"Lige et øjeblik, så finder jeg Gitte," lyder det med tyk fynsk dialekt fra den ene af de to nye ejere.
Ægteparret med campingblod i årene, Per og Gitte Blaabjerg, overtog i slutningen af marts nøglerne til campingpladsen på Ajstrup Strandvej, og siden har de arbejdet på højtryk for at give hele pladsen et ordentligt løft.
"Husene går jo og skriger på Gori, og vi kan nærmest ikke sidde indenfor uden høreværn på. En stor del af pladsen trænger til at få et løft, og det er vi i den grad i gang med," siger Per Blaabjerg og tilføjer:
"Det er selvfølgelig ikke det mest optimale at lave så meget ved pladsen, mens campingsæsonen er i gang, men vi overtog nøglerne dagen inden, vi åbnede, så vi har været nødsaget til det. Vi tager dog selvfølgelig hensyn til vores gæster, som er her for at slappe af og nyde det gode vejr."
Parret har taget første skridt i omdannelsen af pladsen og har blandt andet brugt tid på at klippe hække, reetablere dræn på pladsen, fylde jord, gennemgå servicebygninger, og snart står også en splinterny Kompan legeplads til halvanden million kroner klar.
CampOne
CampOne ejer tilsammen fem campingpladser rundt omkring i landet, hvor Ajstrup er den seneste tilføjelse. Derudover har de pladserne Bøjden, Assens, Grenen og Holbæk. At man valgte Ajstrup er dog ikke en tilfældighed.
"Der er langt fra Fyn til Skagen, så det ville passe godt for os, hvis vi kunne tilbyde en plads, der lå midtvejs. Derudover passer Ajstrup godt i forhold til vores krav, hvor det skal være tæt på både by og strand, og her har vi fundet et rigtig godt match," siger Gitte Blaabjerg.
Parret har siden 1992 drevet egen campingplads, og på daværende tidspunkt var de Danmarks yngste lejrchefer, da de som 22- og 24-årig drev Løgismose Strand Camping og fik bygget den op til en femstjernet plads. De høje standarder er da også noget, som CampOne generelt stræber efter.
"Vi har en linje og en standard, som vi vil have på alle vores pladser. Derfor har vi også gennemgået alt på pladsen og sørget for, at det er blevet optimeret, så det lever op til vores krav," slår Per Blaabjerg fast.
Aldrig færdige
Selvom håndværkere og parret selv arbejder i døgndrift for at ordne diverse ting på pladsen, så kommer de aldrig til at blive helt færdige, fortæller Per Blaabjerg.
"En campingplads er noget, der aldrig kommer til at stå helt klar. Der kan altid skæres et træ, rives en vej eller gøres et toilet rent. Så vi kommer ikke til at kunne læne os tilbage og nyde en færdig plads," fortæller Per Blaabjerg, som sammenligner en campingplads med et lille samfund.
"En plads er under forandring hele tiden. For 10 år siden skulle vi ikke have internet på pladsen, men i dag er det nærmest vigtigere end vand, så hele forandringsprocessen skal man også være klar til at håndtere."
Ejerne fortæller, at udviklingen inden for camping går i en retning af at opdele pladsen i forskellige sektorer, så man eksempelvis har både stilleområde ét sted, mens man et andet sted har plads til børnefamilier.
"Vi går med tanker om, hvorvidt det er den vej, vi skal gå, for selve pladsen har størrelsen til det," siger Per Blaabjerg, som samtidig håber på at kunne indgå i et samarbejde med lokalområdets forretninger.
"Vi ved, at en campingplads også kan være en belastning og lægge et tryk på et område, og derfor er det også kun rimeligt, at vi er med til at hjælpe med at løfte."
Det er nemlig campingpladsens ambition, at de vil hente brød ved den lokale bager og henvise til lokale forretninger frem for at stå for det hele selv, fortæller ægteparret, der håber, at de bliver taget godt imod af folk.
"Vores mål er at sørge for, at Ajstrup bliver kendt igen, og at vi får en masse gæster tilbage. Området har fortjent, at folk kommer og oplever det, så det håber vi, at de har lyst til," siger Gitte Blaabjerg.
Ægteparret skal ikke selv drive campingpladsen, da de bliver i Faaborg, som er CampOnes hovedsæde. De nye lejrchefer tiltræder 1. juni.