Tivoli advarer om falske konkurrencer
Svindlere skriver beskeder om, at folk har vundet sæsonkort til Tivoli Friheden.
»Vi får rigtig mange henvendelser i øjeblikket fra gæster, der får private beskeder på Facebook om, at de har vundet sæsonkort fra profiler, der udgiver sig for at være Tivoli Friheden.«
Sådan lyder det fra Tivoli Friheden i Aarhus, der advarer om, at svindlere netop nu er på spil.
Tivoli Friheden opfordrer selvsagt til, at man ikke deltager i de falske konkurrencer, og at man i det hele taget holder sig fra at trykke på svindlernes links.
»Det er 𝗳𝗮𝗹𝘀𝗸𝗲 𝗽𝗿𝗼𝗳𝗶𝗹𝗲𝗿 og 𝗳𝗮𝗹𝘀𝗸𝗲 𝗸𝗼𝗻𝗸𝘂𝗿𝗿𝗲𝗻𝗰𝗲𝗿, som vi intet har med at gøre,« lyder det i facebookopslag, hvori Tivoli Friheden opfordrer til, at man anmelder de profiler, der lokker med gratis sæsonkort.
»Jeg hører også fra andre kollegaer i attraktionsbranchen, at det er noget, der sker for dem, og vi gør alt, hvad vi kan, for at få vores gæster til at holde sig væk fra den slags. Det er en trist udvikling,« siger administrerende direktør for Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, til Din Avis Aarhus.
I forbindelse med de falske konkurrencer får man en besked om at klikke på et link, hvor ”Friheden Aarhus” beder om ens adresse. Man bliver i øvrigt gjort opmærksom på, at fragt ikke er inkluderet, og at fragten kan koste op til 20 kroner, ”alt efter hvor du bor i landet.”
Pas godt på jer selv og jeres oplysninger, lyder det fra Tivoli Friheden.
Sådan ser beskeden fra de ukendte svindlere ud:
Det er ikke kun forlystelsesparker, hvis navn bliver misbrugt til falske konkurrencer, også kendte er den sidste tid blevet misbrugt af svindlere i lignende sager.