Hele byen kaldt til lægen
Alle borgere i Grindsted har nu fået en inivitation til at komme til lægen.
Alle borgere i den sydjyske by Grindsted har fået en invitation i e-boks til at få et lægetjek, hvis de har symptomer, som de frygter har forbindelse til den massive gererationsforurening efter Grindstedværket.
Det skriver DR.
Indtil videre har 100 meldt sig til at blive tjekket. En af dem, der har takket ja, er Belinda Annline Kjær, som DR har talt med. Hun døjer i dag med føleforstyrrelser i den ene side af kroppen.
»Man kan også tænke sig selv til døde, men jeg tror på, at forureningen kan give nogle sygdomme, og at det hænger sammen med mange sygdomstilfælde. Men om det gælder for mig, det ved jeg ikke,« siger Belinda Annline Kjær.
Bekymret for nervesygdom
Grindstedværket har eksisteret siden 1924 og i mange år har værket udledt urenset spildevand fra produktionen direkte til Grindsted Å. Og den tidligere fabrik dumpede frem til 1962 kemikalieaffald, tungmetaller og opløsningsmiddel i et banegravsdepot nord for fabrikken. Her er de mange stoffer endt i grundvandet.
Meget af forureningen løber nu med grundvandet under byen, og en undersøgelse fra DTU Miljø tilbage i januar 2018 kunne konstatere, at problemet er langt større end først antaget.
Ifølge DTU-rapporten er en del af stofferne, der siver ud i Grindsted Å med grundvandet, kræftfremkaldende og mistænkt for at forårsage misdannelser, genetiske defekter, organskader, fertilitetsproblemer og påvirkning af hjernens og centralnervesystemets udvikling.
Forskere og siden også et enigt regionsråd er især bekymret for, at flere borgere i Grindsted har fået nervesygdommen ALS, som følge af forureningen fra Grindstedværket.