Fortsæt til indhold

Ny køkkenchef på Molskroen

Molskroen har sagt farvel til Steffen Villadsen og byder Kristoffer Ringsing velkommen som ny køkkenchef

Samfund

Kristoffer Ringsing, tidligere vinder af Årets Kok og med flere års erfaring fra velrenommerede gourmet restauranter, tiltræder på Molskroen 1. april. Med de nye ledende kræfter i køkkenet ønsker Molskroen at videreføre stedets høje gastronomiske niveau, lyder det i en pressemeddelelse.

...og farvel til Steffen Villadsen

Ringsing er udlært fra Falsled Kro og har siden slået sine folder på Babette i Vordingborg, Michelin restauranten Ti Trin Ned i Fredericia og stået bag gourmet restauranten B-Spis i Næstved og senest på Vejrø Resort som køkkenchef. Han har desuden vundet prisen som Årets Kok 2019, DM i Østers i både 2019 og 2020, og også vundet Den Gyldne Jomfruhummer Klo i 2019.

Steffen Villadsen, som bor i Ebeltoft med sin familie, forlod 1. marts efter syv år stillingen som køkkenchef på Molskroen til fordel for et job af samme slags på Sjette Frederiks Kro i Aarhus, som han tidligere har arbejdet for.

»Jeg glæder mig vanvittigt til at komme ’hjem’. De muligheder, jeg nu får på Sjette Frederiks Kro, for at sætte mit eget præg på det i forvejen høje gastronomiske niveau, samtidig med at jeg får ansvaret for den daglige drift, er en kæmpe tillid til mig. At det så passer ind med de ønsker, jeg har omkring min familie, er et rent lykketræf,« udtaler Steffen Villadsen.

Råvarer og håndværk

Molskroen er kendt for sine gastronomiske traditioner og service på højeste niveau igennem mange år. Det er dyder, de fortsat vil værne om.

Den nye køkkenchef har netop rødder i det klassiske køkken, i kombination med det nordiske. Med Kristoffer som ny ledende køkkenchef, har Molskroen en ambition om til stadighed at forfine og forbedre den gastronomiske oplevelse og tage sine gæster med på en unik smagsrejse, med fokus og passion for det klassiske håndværk, bæredygtighed og brug af friske, lokale råvarer.

»Min madlavning har rødder i det klassiske køkken, som jeg elsker at kombinere med det nordiske. I restauranten kommer man derfor til at nyde intense, dybe smage i en harmonisk kombination med visuel elegance i udtrykket, som integrerer lokale råvarer fra egnen«, udtaler Kristoffer Ringsing.

»Danmark er et skatkammer, en kulinarisk guldgrube. Det handler bare om at være nysgerrig og opsøge de gode råvarer og gøre sig umage med tilberedningen,« fortsætter han.

»Mit fokus er at frembringe mest mulig smag ud af kvalitetsråvarer, og jeg kan derfor ikke vente med at komme bag komfuret og boltre mig i alle de fantastiske, lokale råvarer som Mols og Djursland har at byde på,« afslutter Kristoffer Ringsing.