Fortsæt til indhold

2023 bliver et afgørende år i Auning Handel & Erhverv

Nedlukninger og international uro har sat sit præg på de seneste tre år i handelsbyen. Nu ses der frem mod et år med masser af aktivitet.

Samfund

28. marts holder handelsstandsforeningen Auning Handel & Erhverv generalforsamling, og det bliver den første efter tre år med mildt sagt uforudsete hændelser på verdensplan, som også har haft enorm betydning lokalt.

i 2020 ramte coronapandemien og satte hverdagen ud af spil. Herefter invaderede Rusland Ukraine og pressede husholdningsbudgettet.

Anders Rasmussen, formand for Auning Handel & Erhverv og brugsuddeler i SuperBrugsen, lægger da heller ikke skjul på, at årene har været fulde af udfordringer for den lokale handel.

Kigger man alene på SuperBrugsen var 2022 et år, hvor omsætningen var uændret, men indtjeningen for forretningen var markant mindre på grund af de høje energipriser.

Han ser dog også tegn på lysere tider. Flere af medlemsvirksomhederne i Auning Handel & Erhverv har i de første måneder af 2023 præsteret bedre resultater end deres budgetter lagde op til.

Anders Rasmussen er derfor forsigtig optimist på vegne af 2023 i den lokale handel.

»Der er mange ting, der peger i den rigtige retning. Det går bedre i flere af de mindre forretninger, og vi har stadig et centerområde uden tomme lokaler. Jeg synes, det tyder på, at vi har en god by, hvor folk stadig sætter pris på at tage ned i en fysisk butik, hvor man kan prøve en sko eller en regnjakke, inden man køber den, og hvor der står kompetente folk klar til at yde en kongeservice hver gang. Og det er jo også det, vi skal levere på og hele vores berettigelse til at være her,« konstaterer Anders Rasmussen.

Ud og give igen

Handelsstandsformanden ser også frem til et 2023, hvor foreningen igen søsætter flere aktiviteter, der skal give liv i byen.

Vi har jo ikke rigtig arrangeret noget i to år, og vi vil gerne lave ting, der giver folk lyst til at blive inde i byen.
Anders Rasmussen, formand for Auning Handel & Erhverv

Årene under coronaen satte en naturlig dæmper på aktiviteterne. Det betyder også, at Auning Handel & Erhverv nu har en ganske velpolstret kassebeholdning, og nogle af de penge skal bruges til at skabe oplevelser for både byens borgere og gerne mange flere.

»Vi har jo ikke rigtig arrangeret noget i to år, og vi vil gerne lave ting, der giver folk lyst til at blive inde i byen og måske tiltrække nogle mennesker udefra. Jeg tror, det er vigtigt for at holde liv i byen, at vi giver noget igen til vores kunder,« siger Anders Rasmussen.

I løbet af foråret begynder en række koncerter (Auning Open Air, red.) på forskellige lokationer i Auning, og til august kan de fartglade se frem til en actionfyldt dag, når gokartfællesskabet Kart4Knejt kører 20 års jubilæumsløb i centerområdet.

Det bliver tillige en dag med masser af musik, som musikforeningen Tråd står for, mens butikkerne holder ekstra åben.

Lyset vender tilbage

Når vi igen nærmer os de mørke måneder, så kan de handlende i Auning se frem til, at julelyset vender tilbage i år.

Sidste år besluttede handelsstandsforeningen at droppe julebelysningen på grund af de stigende elpriser.

Da julen nærmede sig, var elpriserne dog ved at at falde til ro, og derfor burde lyset egentlig have været oppe, ræsonnerer Anders Rasmussen.

»Med tanke på den energikrise, vi stod i, så synes jeg, det var god signalværdi i, at vi ikke havde julebelysningen oppe. Vi sparede også nogle penge på det, men set i bakspejlet ville vi nok allerhelst have haft lyset op, fordi det er med til at bidrage til den gode stemning og trækker folk ned i byen. Julebelysningen vender helt sikkert tilbage i år sammen med juletræstændingen og julemanden,« lover formanden.

Flere turister

Ind imellem er der heldigvis også masser af lyse måneder i vente. En af Anders Rasmussens store ambitioner er at tiltrække endnu flere turister til Auning i løbet af sommerhalvåret.

Byen betragtes ikke traditionelt som en turistby, men derfor kan man jo godt begynde at lægge nogle tykkere tråde ud til sommerhusområderne.

»Vores egen butik vækster med 10 procent om sommeren, fordi mange gør deres indkøb, når de er ude i sommerlandet. Det kunne være fantastisk, hvis vi kan brede den vækst ud til resten af byen. Det er en stor udfordring for os at få flere turister til byen, så jeg kan godt forestille mig, at vi på et tidspunkt vil begynde at investere lidt mere i markedsføring til turistområderne. Der er flere, der skal vide, at vi er en by, der har det hele, og der er gode veje hertil. Du kan købe et par nye badeshorts, handle dagligvarer og endda få et kæledyr med hjem, hvis du har lyst til det,« konstaterer Anders Rasmussen med henvisning til kæledyrsforretningen Pitó.

Årets generalforsamling i Auning Handel & Erhverv afvikles tirsdag 28. marts fra 17.45-21.00.