Passion for padel bragte dem sammen: Nu investerer de millioner i padelcenter i Låsby
Venner begyndte at spille padel - nu bygger de fire dobbeltbaner i Låsby.
Et padelcenter på 1250 kvadratmeter med fire dobbeltbaner og et stort loungeområde, hvor spillerne kan hygge sig efter kampen samt faciliteter til både omklædning og bad. Læg dertil to store mødelokaler, som kan bookes til både private eller erhverv.
Det er spændende, hvis vi kan være med til at fremme byens udvikling, når vi selv bor i området.Hen Trihn Ngo, LezGo Padel
Nybygget center
Sådan bliver det, når LezGo Padel efter planen slår dørene op til oktober i år for et nybygget padelcenter på Ole Rømersvej 30 i Låsby.
Her vil lokale borgere samt ikke mindst spillelystne padel-entusiaster fra et større opland både i retning af Silkeborg og mod Aarhus kunne komme og dyrke den populære ketsjersport efter pay- og play-konceptet.
Første spadestik til byggeriet af hallen, som opføres af HPH Totalbyg A/S og som bliver i sorte stålplader, fandt sted 13. marts.
Bag LezGo Padel finder vi vennerne Hao Trinh Ngo og Toan Duc Do, som kendte lidt til hinanden i forvejen, men som for alvor lærte hinanden at kende, da de blev naboer med et par veje imellem i Skovby Nygaard ved Galten og begyndte at spille padel.
Fælles interesse
De to venner deler passionen for at spille padel, og de fandt hurtigt ud af, at der var mangel på baner, når de gerne ville ud og spille.
Det førte til ideen om selv at investere i et padelcenter.
»Vi elsker begge at spille padel, som også er en rigtig sjov familiesport, som alle kan være med i,« siger Hao Trinh Ngo og Toan Duc Do.
De to venner kommer til at stå for driften, mens Hao’s kone, Hen Trinh Ngo, er kommet med i projektet senere for at hjælpe med opstarten som direktør i LezGo Padel.
Hen Trinh Ngo, der ligesom hendes mand Hao og vennen Toan har vietnamesisk baggrund, arbejder til daglig med økonomi og har derfor god forstand på den del af virksomheden.
En investering
De kommende forretningspartnere bag LezGo Padel i Låsby investerer 7-8 millioner kroner padelcentret.
Og der er stor optimisme og tro på, at det er et rigtigt tidspunkt at investere i padel-sporten, selv om der er i de senere år også er kommet mange spillesteder til.
»Vi har fundet en rigtig god beliggenhed i Låsby tæt ved motorvejen til en fornuftig pris og tæt på både Silkeborg og Aarhus samt alle de nærliggende byer. Herfra kan vi dække et stort opland geografisk,« påpeger Hen Trinh Ngo.
Selv om der også er padelcenter i Galten, så regner man i Låsby med, at man sammen vil kunne trække spillere fra Aarhus til området.
»Mange kører gerne store afstande for at spille, men for fremtiden behøver man ikke køre til Aarhus eller Ikast for at få en bane at spille på,« lyder det.
Stadig behov
Hen Trinh Ngo påpeger, at der stadig er et stort behov for baner. Men også, at der er en ny trend, som passer fint med etableringen af LezGo Padel i Låsby.
»Padel begynder at bevæge sig lidt udenfor storbyer som Aarhus og ind i lokalområderne,« siger hun.
Ejerne bag det nye padelcenter har dog også en anden indfaldsvinkel, som gør projektet i Låsby meget mere interessant.
»Det er spændende, hvis vi kan være med til at fremme byens udvikling, når vi selv bor i området,« betoner Hen Trinh Ngo.
Endelig fremhæver direktøren for LezGo Padel også planerne om det nye boligområde i Låsby, Langvad Bakker, som vil betyde en yderligere styrkelse af grundlaget for et padelcenter.
»Skal vi beskrive padel med vores egne ord, så mener vi at padel er kommet for at blive. Vi elsker den nye måde at dyrke motion på. Man dyrker nemlig ikke kun motion, men man styrker også sociale relationer til sine medspillere. Derfor er padel velegnet til alle, privat eller erhverv, børn, voksne eller ældre,« mener Hen Trinh Ngo.