Medlemmerne stormer tilbage til idrætsforeningerne, men idrætsfaciliteterne kan ikke følge med
Efter et par sløje corona-år vender medlemmerne stærkt tilbage og mere til i de lokale idrætsforeninger. Skanderborg er nu blandt de 20 mest idrætsaktive kommuner i landet, men det presser kapaciteten.
To år med corona var hårdt for de lokale idrætsforeninger, der så medlemmer og frivillige langsomt sive væk, men i 2022 kom de stærkt tilbage. Ifølge netop offentliggjorte tal DGI og DIF havde idrætsforeningerne i Skanderborg en fremgang på 2077 nye medlemmer i 2022, så der nu er 32.191 medlemmer i de 119 lokale idrætsforeninger - en fremgang på knap 7 pct. på bare et år.
Væksten skyldes ikke kun, at der er kommet flere borgere til Skanderborg Kommune, for ser man på medlemstætheden – medlemstallet holdt op imod indbyggertallet – så er det også vokset over de seneste år fra 46,6 pct. i 2020 til 49,4 pct. i 2022. Den vækst sætter Skanderborg på Danmarkskortet som en af de 20 kommuner i landet med den højeste medlemstæthed.
»Jeg er imponeret over, at idrætsforeningerne i Skanderborg Kommune endnu gang viser, at der er plads flere medlemmer i de stærke lokale fællesskaber. Det aftvinger kæmpe respekt for foreningerne og deres arbejde. Jeg er både imponeret og taknemmelig på fællesskabets vegne,« understreger Tage Nielsen, formand for kultur-, fritids – og idrætsudvalget.
»Jeg glæder mig særligt over at mange børn og unge har fundet vej til vores foreninger. At være en del af et foreningsfællesskab styrker ikke bare den fysiske sundhed, men også den mentale – og det har jo aldrig være mere aktuelt end nu,« tilføjer han.
Skanderborg Svømmeklub, Ry Gymnastikforening og Hørning Puls er sammen med Stjær Boldklub kommunens højdespringere og har alle fået mere end 230 nye medlemmer sidste år.
»De mange frivillige ildsjæle i Skanderborg Kommune fortjener et kæmpe skulderklap. Selvom Skanderborg er i top-20 over de mest aktive kommuner, er der stadig et tydeligt potentiale. Hvis adgangen til svømme- og badefaciliteter bliver nemmere, kan Skanderborg komme helt til tops. Kombineret med de øvrige investeringer i idrætten ser fremtiden yderst positiv ud,« konstaterer Flemming Poulsen, direktør i DGI Østjylland.
En stor glæde, men...
Marlene Thanning Helms, formand Ry Gymnastik, er både taknemlig og stolt over de mange nye medlemmer der kom til foreningen sidste år.
Det er en stor frustration, at vi ikke kan tilbyde plads på hold til alle dem, der gerne vil være medMarlene Thanning Helms, formand Ry Gymnastik
»Det betyder helt vildt meget for os. Den anerkendelse der ligger i, at vi kan engagere de frivillige og unge, betyder rigtig meget. Og medlemsfremgangen er spredt over alle årgange. Det er vi helt vildt stolte og glade over. Vi er meget privilegerede, med den støtte vi oplever, og at vi har mange, der selv melder sig på banen og gerne vil være frivillig – og med de kompetencer, vi har behov for – men det kommer ikke af sig selv. Det er et vedholdende og stort arbejde at skabe de rigtige relationer og få de frivillige trukket ind i klubben,« understreger hun.
Men der er også en bagside af medaljen, for der er ikke kapacitet nok i Ry til at rumme Ry Gymnastiks mange nye medlemmer, og det er til stor ærgrelse for formanden.
»Her ved sæsonafslutning har vi 130 medlemmer på venteliste, især på småbarnsholdene. Selvom vi har været kreative og forsøgt at finde løsninger, blandt andet ved at oprette flere hold og tage flere ind på eksisterende hold, så har vi døjet med ventelister gennem sæsonen. Det betyder blandt andet, at nogle hopper fra. Det er en stor frustration, at vi ikke kan tilbyde plads på hold til alle dem, der gerne vil være med,« konstaterer Marlene Thanning Helms, der håber, at politikerne har viljen til at gøre noget ved manglen på idrætsfaciliteter i kommunen.
»Der mangler faciliteter til idrætten i Skanderborg Kommune, ikke bare hal-kapacitet til indendørs idrætter til os, men helt generelt. Skanderborg har oplevet en stor befolkningstilvækst de seneste år, og det er klart, at søgningen til idrætsforeningerne også vokser, når der kommer flere borgere,« pointerer hun.