Historien om PR electronics får nu et nyt kapitel
En epoke, der startede i 1974, slutter nu med salget af PR electronics A/S.
Det har været undervejs i et års tid, men nu er det blevet en realitet.
Kirk Kapital har sammen med private equity-selskabet AGIC Capital købt PR electronics A/S, der er blandt verdens førende leverandører af signalbehandlingsudstyr. Pris: to mia kroner.
Dermed starter et nyt kapitel for Følle virksomheden i en historie, der tog sin begyndelse i 1974.
Det skete i en garage i Malling hos elektromekaniker og senere også svagstrømsingeniør Peter Rasmussen, 83.
Efter et års tid blev den første medarbejder ansat, og det var elektroniktekniker Kaj Harbo, som arbejdede i virksomhedens udviklingsafdeling helt frem til, at han for nogle år siden gik på pension.
Flyttede til Mørke
Efter et par år flyttede Peter Rasmussen og familien, der også talte sønnen Kim Rasmussen, fra Malling til Mørke til mere plads og i 1982 etablerede PR electronics sig med nu 15 ansatte på Lerbakken i Følle.
»Det var en tilfældighed, at det lige blev Mørke. Jeg kan huske, vi også kiggede på noget i Ebeltoft og i et par andre kommuner,« fortalte Peter Rasmussen til Adresseavisen, da han fyldte 80.
Siden har virksomheden udvidet et pænt antal gange og har også sikret sig arealer på Lerbakken til kommende udvidelser.
Det er siden 1974 kun gået fremad for elektronikvirksomheden, som fremstiller signalbehandlingsenheder til procesindustrien med kraftværker, fødevarevirksomheder, kemiske industrier og industrielle maskinfremstillere som de største kunder.
Eventyret om PR electronics er ikke funderet i store forkromede planer og tonstykke bunker af strategipapirer.
»Nej, jeg vil bare sige, at vi har tænkt os godt om og sammen med dygtige medarbejdere formået at skabe en gunstig udvikling i takt med, at vi er kommet ind på nye markeder. Danmark er pr. definition det mindste marked, så det var oplagt at opsøge større markeder som USA uden at lave større markedsanalyser først,« fortalte Peter Rasmussen til Adresseavisen, da han rundede de 80.
Fra far til søn i 2009
I 2009 takkede Peter Rasmussen af som administrerende direktør og overlod direktionskontoret til sønnen Kim Rasmussen, i dag 58 og bosat i Schweiz.
Har var som dreng skrap med loddekolben og blev en del af familiens iværksætterprojekt. Han blev student fra Rønde Gymnasium og uddannede sig indenfor datalogi og matematik på Århus Universitet.
Generationsskiftet skete formelt 30. april 2009, hvor Kim Rasmussen overtog det overordnede ansvar for PR-electronics.
»Det lå ikke i kortene fra start, at Kim skulle tage over, men da han kom ind i virksomheden i 1994 som salgsdirektør, hvor han startede vores første datterselskab i Frankrig efter første at have arbejdet i landet i tre år i Frankrigs svar på Silicon Valley, så begyndte generationsskiftet lige så stille at modnes,« fortalte Peter Rasmussen.
»Generationsskiftet forløb relativ nemt. Kim fik hurtigt ansat en selvstændig og kompetent direktion, som frigjorde ham til at fokusere på strategi, vækst og udvikling. Det fik jeg aldrig selv gjort, og det er måske noget af det eneste, som jeg fortryder, når jeg kigger tilbage.«
»Min identitet»
Det er således Kim Rasmussen, søn af stifteren Peter Rasmussen, og udvalgte ledelsesmedlemmer, som nu har solgt virksomheden.
I 2022 overdrog Kim Rasmussen den daglige ledelse af PR electronics til Simon Bisbo, som blev CEO.
Kim Rasmussen har to børn på henholdsvis 21 og 18 år. Men ingen af børnene har været kørt i stilling til at tage over som tredje generation af Familien Rasmussen i PR electronics A/S, som det var tilfældet med deres fædrene ophav. Sønnen er en talentfuld motorkører, som sidste år kørte et yderst flot 24 Timers Le Mans.
Derfor har det hele tiden ligget i kortene, at når tiden var inde, skulle fremtiden for virksomheden sikres via et salg.
Fremover vil majoriteten af virksomheden fortsat være kontrolleret af danske investorer, herunder Kirk Kapital, ledelsen og Kim Rasmussen, som vil geninvestere i virksomheden.
Kim Rasmussen siger til Adresseavisen, at han er tilfreds med salget af familievirksomheden og naturligvis glad for, at det er lykkes at komme i mål. Kim Rasmussen ser salget som en fremtidssikring af PR electronics og en mulighed for virksomheden for at skabe yderligere vækst.
»PR electronics har været en del af mit liv, siden jeg var barn. Jeg er enormt stolt af det, vi alle sammen har skabt siden grundlæggelsen i 1974. Nu er vi imidlertid kommet til et punkt, hvor jeg mener, at PR electronics er bedst tjent med et nyt ejerskab. Kirk Kapital og AGIC udgør tilsammen en fantastisk fremtidig ejerskabskonstellation for PR electronics. Jeg vil dog fortsat være aktionær og vil med stolthed følge den fremtidige succesrige udvikling af PR electronics,» siger Kim Rasmussen.
Kim Rasmussens aktionærandel vil blive i størrelsesordenen cirka syv procent.
»Jeg kom jo med i virksomheden efter at have arbejdet i Frankrig i en højteknologisk virksomhed i tre år. Siden da udviklede sig på den måde for mig, at jeg fandt folk til de poster, jeg havde ansvaret for, som jeg syntes var bedre end mig, og det kulminerede så i 2022, da Simon Bisbo overtog opgaven som administrerende direktør eller CEO, som det hedder, efter mig,« siger Kim Rasmussen.
Vemodigt, men ...
Kim Rasmussen er på engang både lettet, glad og meget tilfreds, men også vemodig.
»Det er mange år af mit liv, der lige nu tager en drejning, så selvfølgelig er det også vemodigt, og det kom også til udtryk, da medarbejderne fik beskeden om salget forleden fredag,« indrømmer han.
Hans fædrene ophav og virksomhedens stifter er også meget tilfreds og stolt over, at det er lykkes at sikre familievirksomhedens fremtid og give den yderligere muligheder for at vinde nyt terræn.
PR electronics har i dag en global position med salgsenheder i ni lande og salg til mere end 60 lande med mere end 6.500 købende kunder årligt.
PR electronics sælger direkte gennem sine egne salgsenheder, gennem distributører og til strategiske partnere (OEM’er), og i dag beskæftiger PR electronics mere end 200 medarbejdere i det danske hovedkvarter og i alle salgsenhederne.
Det er mange år af mit liv, der lige nu tager en drejning, så selvfølgelig er det også vemodigt, og det kom også til udtryk, da medarbejderne fik beskeden om salget forleden fredag
Årets ejerleder 2019
Kim Rasmussen har ingen planer om at flytte permanent til Danmark, fortæller han. Han har siden de unge år arbejdet world wide, og det er bekommet ham yderst vel.
Da Kim Rasmussen i 2019 blev kåret til Årets Ejerleder i Østjylland, lød begrundelsen:
»Det, der kendetegner Kim, er, at han tænker langsigtet og kontinuerligt investerer i virksomhedens udvikling og vækst. Han har et betydeligt fokus på at sætte en klar retning i at investere i produktudvikling, at producere kvalitet samt at uddelegere ansvar.
Kim har opbygget et stærkt ledelsesteam og professionaliseret virksomheden til et højt styringsmæssigt niveau. Virksomheden måler i dag på både strategi, målsætninger og værdier på et meget detaljeret niveau, hvilket er langt over det sammenlignelige for andre virksomheder af samme størrelse. Kim har formået at flytte virksomheden til næste niveau og at professionalisere ledelse, processer, markedstilgang og strukturer. Virksomheden udviser en stor ansvarlighed over for medarbejdere og det omkringliggende samfund og har med succes fastholdt sin produktion og montage i Danmark samt fokuseret på bæredygtighed. Kim er en ejerleder, der ud fra grundighed og strategisk tænkning har videreudviklet en særdeles robust virksomhed.«