Fortsæt til indhold

FO-Aarhus får fem mio. kr. til at udvikle kulturhus i gammel skole

FO-Aarhus skal transformere Kulturhus Bunkeren på den gamle journalisthøjskole i Aarhus N.

Samfund
ddp

FO-Aarhus har fået tilsagn om 5 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden til en transformering af Kulturhus Bunkeren, der fremover skal skabe mere liv og fællesskab i Skejby som bydel- og bylivshus.

Det oplyser oplysningsforbundet i en pressemeddelelse.

Den bevaringsværdige og brutalistiske bygning på Olof Palmes Allé, der tidligere husede Journalisthøjskolen, kommer til at gennemgå en forvandling fra udtjent uddannelsesinstitution til et kreativt forsamlingshus for områdets beboere og firmaer.

»Vi er lykkelige for, at Nordea-fonden ser et potentiale i den her gamle bygning, der er 50 år gammel. Vi har en forhåbning om, at hvis vi dokumenterer, hvor meget liv og fællesskab, vi kan skabe heroppe, så er Nordea-fonden måske parat til at støtte yderligere op, så det for fonden bliver et signatur-projekt i fremtiden,« siger Torben Dreier, der er seniorkonsulent i FO-Aarhus.

Der er allerede en række lejere, der er flyttet ind i Kulturhusets byggerod - bl.a. både Openspace, øvelokaler og vævere, og så er Museum Ovartaci klar til at slå dørene op for gæster til maj.

»Vi håber, det bliver et attraktivt bydelshus, der kommer til at understøtte kommunens strategier, hvor de gerne vil skabe fællesskabsprojekter uden for Ringgaden. Vi er ekstremt stolte af at kunne sætte et lille fingeraftryk på byens udvikling i det her område,« siger Torben Dreier.

Projektet i bygningen, der i mange år har haft kælenavnet ’Bunkeren’, har to hovedfaser; en udviklingsfase og selve transformationen, der udbydes til en totalentreprenør.

Det er udviklingsfasen, Nordea-fonden har støttet, og det bliver en proces, hvor brugere af huset og borgere fra lokalområdet vil blive inddraget i en demokratisk proces, hvor husets fremtidige funktioner skal defineres.

»Vi ser frem til at følge arbejdet med at gøre Kulturhus Bunkeren til et multifunktionelt og levende bydelshus, fyldt med liv og fællesskaber på tværs af foreninger, aldersgrupper og interesser. Støtten til første trin har fokus på at gøre huset så bæredygtigt som muligt samt at inddrage lokalsamfundet i udviklingsarbejdet, og vi håber på, at det skaber grobund for et stort lokalt ejerskab, og at mange lokale får lyst til at deltage i de kommende aktiviteter,« fortæller Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller.

Den gamle kantine skal på sigt blive en café. Foto: Kaspar Ottosen