Fortsæt til indhold

Kantinemedarbejder kastede op i håndvask: Så blev 29 mennesker syge

Fødevarestyrelsen mistænker udbrud af Roskildesyge hos stor virksomhed. Kantinefirma får sur smiley og bøde på 20.000 kroner.

Samfund

Det landsdækkende kantinefirma Kokkenes Køkken har fået en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner efter et sygdomsudbrud hos Brabrand-virksomheden Advansor.

Mindst 29 personer blev syge, og det er formodningen, at de blev ramt af Novovirus - også kendt som Roskildesyge.

Udbruddet skete tilbage i begyndelsen af oktober 2022, men først nu har Fødevarestyrelsen offentliggjort kontrolrapporten. Det skyldes blandt andet en omfattende efterforskning, fortæller Fødevarestyrelsens Lasse Guldbrandsen, der er fødevarechef i Nord- og Østjylland.

»Det er også usædvanligt lang tid efter. Noget af tiden skyldes, at der skulle laves spørgseskemaundersøgelser fra de, som har spist i kantinen, der skulle tages prøver fra nogen af borgerne og ventes på resultaterne, og så skulle det vurderes, om der var juridisk belæg for at give virksomheden et bødeforlæg.«

Det var virksomheden selv, der tog kontakt til Fødevarestyrelsen, efter sygdomsudbruddet blev konstateret.

Kontrollanter besøgte stedet og kunne give nogle få påtaler for diverse belægninger i produktionskøkkenet. Det var dog ikke årsagen til udbruddet.

Det viste sig derimod, at noget af køkkenpersonalet havde været ramt af sygdom, og det er formodningen, at Roskildesygen stammer herfra og har bredt sig.

»Det er meget smitsomt og kan meget let sprede sig gennem fødevarer - især i kantiner,« siger Lasse Guldbrandsen.

Opkast i køkkenet

Samtaler med personalet klarlagde, at en medarbejder var blevet syg på arbejde og havde kastet op i en stålvask i køkkenet og på et personaletoilet.

Vasken blev rengjort og toilettet spærret af, hvorefter der blev serveret frokost.

Medarbejderen, der rengjorde vasken, måtte dog efterfølgende sygemelde sig. Da det stod klart, at flere var syge, lukkede køkkenet helt ned og iværksatte en gennemgående rengøring.

Interviews viste senere, at medarbejderen, der kastede op, kom på arbejde for tidligt igen - altså tidligere end 48 timer efter symptomophør.

»Det vigtigste er at få indkapslet situationen, når den er opstået, og sørge for at få den håndteret. Vi har haft lignende situationer med væsentligt flere syge. Selvom virksomheden har fået en sur smiley og et bødeforlæg, så har den faktisk gjort det rigtige og fik også anmeldt det, da det skete,« siger Lasse Guldbrandsen.

Han har ikke oplysninger om, at nogen af de mange smittede blev alvorligt syge.

Hos Kokkenes Køkken er man ærgerlig over episoden.

»Desværre skete der det, at vores kok ikke overholdt vores og Fødevarestyrelsens regler og gik på job uden at have været hjemme i 48 timer efter endt sygdomsforløb. Vi har indskærpet vigtigheden i at reglerne overholdes og fået fortalt, hvorfor det er så vigtigt at blive hjemme,« siger Majbritt Madsen Eriksen, der er driftschef i Jylland.