Fortsæt til indhold

Melvin stempler ind til nøgenløb

De fejrer danske topatleter, ønsker kronprinsessen tillykke og hylder Danmark. Nu skal to komikere endnu en gang være værter for Kapsejlads i Aarhus.

Samfund

Den årlige kapsejlads i Universitetsparken er måske mest kendt for sit nøgenløb rundt om parkens sø.

Der bliver dog også sejlet på søen - og nu er årets værter offentliggjort.

De nu garvede Kapsejlads-kommentatorer kommer igen.

Melvin Kakooza og Martin Johannes Larsen vender tilbage til Universitetssøen i Aarhus, hvor de vil sætte gang i tilskuermassen og forsøge at hive mening ud af universitetsstuderendes evne til at kæmpe i en stor druk-dyst.

»Vi har fået den dejlige fornøjelse af igen i år at være, hvad Martin?« Spørger Melvin Kakooza.

De to værter er kendt for deres komik. Sammen producerer de korte videoer til sociale medier, hvor de fejre alt fra kronprinsessen til Jonas Vingegaard. Arkivfoto: Katrine Hørup Noer & Anders Holst Pedersen

»Vi skal være konferencier til Kapsejladsen 2023,« svarer Martin Johannes Larsen i Facebook videoen, der breaker nyheden om hvem værterne er.

Sidste år var det de samme to, der stod for at bringe underholdning og kommentarer omkring dysten til tilskuerne.

Glæde

Hvis man skal gå ud fra kommentarsporet til videoen, så er stemningen over de de to værter klar.

»Det kan jo kun blive en succes!« Skriver en ung kvinde i kommentarsporet.

»Genialt!« Bliver videoen bakket op af en ung mand.

Igennem kommentarsporet er det ikke svært at se, at tilskuerne glæder sig over de udnævnte værter. Der er ikke en eneste reaktion, som er negativ på opslaget med flere end 700 interaktioner.

Det bliver den 33. udgave af Kapsejlads, der afholdes. Dysten løber af stablen fredag 28. april.

Indtil videre har over 14.000 personer meldt interesse i begivenheden.

Nordens største studiearrangement, Kapsejladsen foregår 28. april. Sidste års chok-vindere var de medicinstuderende. Arkivfoto: Rikke Kjær Poulsen