Fortsæt til indhold

Erhvervsenheden rykker til Stabrand

Syddjurs Kommunes nye storsatsning på erhvervsområdet får, som Lokalavisen kunne fortælle før påske kontorer i ejendommen overfor Aarhus Airport.

Samfund

Så blev det en realitet, som Lokalavisen allerede kunne afsløre før påske.

Medarbejderne i Syddjurs Kommunes tværgående erhvervsenhed med den nye direktør Christina Busk i spidsen rykker tættere sammen i ledige kontorlokaler i Stabrand, Ny Lufthavnsvej 21, hvor Visit Aarhus og Business Djursland i forvejen holder til.

Bygningerne er opført i 1911 og ombygget i 2008. Der er ifølge BBR 751 m² erhvervsareal. Grunden er på 11.152 m².

Bygningerne er undervejs løbende blevet moderniseret.

Ejendommen ejes af P.E. CLAUSEN HOLDING, EBELTOFT ApS. P.E. Clausen er lig med arkitekt Poul Erik Clausen, som tidligere har haft sit arkitektfirma på samme adresse.

Syddjurs Kommune lejer en række kontorer, køkken, entre, toilet og et stort mødelokale.

Den årlige husleje beløber sig til ca. 135.000 kr. Hertil kommer forbrug, internet og lign. Lejemålet overtages pr. 1. maj i år og med adgang til lokalerne i løbet af april med henblik på etablering af IT, kabler mm.

Lejemålet er foreløbig for en treårig periode. Placeringen evalueres politisk i 2025 som en del af den samlede opsamling på erhvervsenhedens indsats.

Placeringen er god med nærhed til motortrafikvejen og lufthavnen. Lokationen er kendt af det lokale erhvervsliv.

Poul Møller, direktør for Udvikling og kultur i Syddjurs Kommune, udtaler om placeringen:

»Løsningen er valgt ud fra flere hensyn: Placeringen er god med nærhed til motortrafikvejen og lufthavnen. Lokationen er kendt af det lokale erhvervsliv. Der er synergier i at bo dør om dør med tætte, kendte samarbejdspartnere som Visit Aarhus og Business Djursland. Samtidig er det økonomisk fornuftigt, fordi lokalerne allerede er indrettet til kontorbrug, og vi kan overtage en del af inventaret. Endelig er der mulighed for et par ekstra kontorpladser i lejemålet, som kolleger og samarbejdspartnere kan bruge som hurtige ’flyverpladser’ før og efter møder med erhvervsenheden.«