Stor elektrisk familie-bil får kæmpe batteri
Den nye Kia EV9 får et batteri på næsten 100 kWh, som skal give en rækkevidde på 540 km. Den kan også være selvkørende på højt niveau – dog ikke i Danmark.
Den nye store Kia EV9 SUV skal på alle måder være et flagskib for det koreanske mærke. Derfor får modellen også mulighed for udstyr fra øverste hylde. Det stod klart, da mærkets topfolk for nylig viste bilen officielt og offentliggjorde langt flere detaljer om bilen, hvor de første billeder kom ud for et par uger siden.
Det står klart, at den fem meter lange SUV i første omgang kun vil kunne fås med stort batteri på hele 99,8 kWh (br.), der i den bedste version giver en rækkevidde på 541 km.
På visse markeder vil Kia EV9 også kunne fås med et mindre batteri på 76,1 kWh (br.)
Viften er bred for Kia EV9, der både vil kunne fås med seks og syv sæder og med enten bag- eller firehjulstræk. Motorprogrammet omfatter elmotorer på 204 hk, 218 hk og 385 hk. Men hvilke modeller og varianter der lander herhjemme, når de første modeller forventes til efteråret, er endnu uklart, fortæller den danske importør.
Bilen blev også vist med mulighed for, at man kan købe ekstra apps og dermed funktioner ”on demand”, f.eks. en boost-funktion, ligesom den vil kunne sættes op til at være selvkørende på niveau 3, hvor man kan slippe rattet over en længere periode. Det sker med 15 sensorer (heraf to LIDAR-radarer), så omgivelserne kan scannes i et 360 graders felt, og opkobling til realtime trafikinformationer.
Til gengæld er der også lynladning med 800-volts-teknologi, som betyder, at bilen kan lades op til 240 km kørsel på et kvarter under ideelle forhold. Effekten er ikke oplyst.
Bilen er tænkt som et køretøj, der er meget fleksibelt indrettet. F.eks. er der mulighed for, at sæderne på anden sæderække kan drejes rundt. Her er også mulighed for afslapningssæder, hvor ryglænene kan lægges helt ned.
Kia har foreløbig frigivet oplysninger om en grundmodel og en mere stylet GT-Line.
Her er også opladning til andre køretøjer med V2L, og så kan bilen have hele 2.500 kg. på krogen. Der foreligger endnu ikke oplysninger om de danske priser for EV9, der får en søstermodel i form af Hyundai Ioniq 7.