Fortsæt til indhold

81-årig vandskiløber: »Jeg kan ikke undvære at komme ud på vandet«

Vigtigt at holde sig aktiv, lyder det fra Årets Idrætsudøver.

Samfund

»Man skal gøre lidt for at holde sig i gang, for hvis man sætter sig i stolen, så kommer man jo ingen vegne.«

Sådan lyder det fra 81-årige Anker Juhl, Skanderborg Vandski Klub, når man spørger ham efter opskriften på, hvordan man kan blive ved med at dyrke idræt i en høj alder.

Vandski er både en sund og sjov sport. Det er en nydelse at stå, og dejligt at komme lidt ud på vandet især, når det vejret er varmt.
Anker Juhl, Årets Idrætsudøver

Mest vindende

Anker Juhl er nemlig stadig en særdeles aktiv vandskiløber, og han skal snart have overrakt prisen som Årets Idrætsudøver i Skanderborg Kommune.

Prisen gives til udøvere, som har opnået bemærkelsesværdige resultater i deres sportsgrene, og det formål opfylder Anker Juhl til fulde.

Således blev Anker Juhl sidste år dansk mester i slalom på vandski for udøvere over 75 år.

Men dertil kommer, at Anker Juhl i mere end 30 år har han været medlem af Skanderborg Vandskiklub, hvor han er den mest vindende i klubben.

Direkte adspurgt røber Anker Juhl, at han har vundet lige i underkanten af 50 guldmedaljer gennem årene. Dertil kommer yderligere en masse medaljer i sølv og bronze.

Bedømmelseskomiteen har i tildelingen af prisen især lagt vægt på Anker Juhls mange flotte præstationer, og at han samtidig er et forbillede, der viser, at man stadig kan være sund og fit, selvom man er oppe i årene.

Stolt over pris

Anker Juhl, der er meget stolt over at have fået prisen som Årets idrætsudøver, mener ikke, at der sådan er en hemmelig opskrift på, hvordan han kan blive ved med at dyrke idræt. Han konstaterer, at det selvfølgelig er vigtigt, at man generelt har et godt helbred. Ellers duer det jo ikke.

»Jeg tror simpelt hen, at det bare gælder om at blive ved. Holder man op og siger, at det kan jeg ikke, ja, så kan man heller ikke. Mange sætter sig for meget ned, når de går på pension,« mener Anker Juhl.

God form kræves

I sæsonen træner Anker Juhl på vandski på vandet to gange om ugen, og ellers holder han sig i form ved at spille badminton, golf og ved at cykle.

Man skal også være i god form for at stå på vandski. Det kræver muskelkraft i både arme og ben at holde sig oprejst på skiene efter en speedbåd med motor på 400 hestekræfter.

Samtidig kan man godt blive forpustet, når det trækker i håndtaget til linen efter speedbåden, og der køres ud og ind gennem slalombanen med de seks bøjer.

For Anker Juhl er det imidlertid ikke en sur pligt at sørge for at komme i klubben og ud på vandet for at træne.

»Vandski er både en sund og sjov sport. Det er en nydelse at stå, og dejligt at komme lidt ud på vandet især, når det vejret er varmt,« siger han.

Klar til nyt DM

Anker Juhl, der bor i Tørring med sin hustru Anne Grethe, der sammen har døtrene Tine og Sussi, begyndte at stå på vandski som 25-årig efter egen motorbåd på Vejle Fjord.

Men da hans døtre flyttede hjemmefra, manglede Anker nogen til at styre motorbåden. Derfor meldte han sig ind i Skanderborg Vandski Klub for 30 år siden.

Herfra har Anker Juhl fortsat planer om at dyrke sin sport.

»Jeg kan ikke undvære at komme ud på vandet,« lyder det fra Anker Juhl, som forventer at blive klar til DM til juli i Aalborg.