Kommunen i spareøvelse: 12 medarbejdere fyret fra Kompetencecenter
Total omlægning af beskæftigelsesindsatsen fra 1. juni.
Skanderborg Kommune har opsagt 12 medarbejdere på Kompetencecenter Skanderborg på Danmarksvej.
Opsigelserne kommer som en konsekvens af Byrådets krav om generelle besparelser på området samt krav fra Christiansborg til kommunerne om en mere virksomhedsrettet beskæftigelsesindsats.
Store sparekrav
Allerede sidste år bebudede forligspartierne bag budgetaftalen for 2023-2026, at der samlet set skulle findes 12,3 millioner kroner på beskæftigelsesindsatsen, og at det ville betyde, at arbejdsmarkedsindsatsen skulle gentænkes.
Heraf hidrører de ni millioner af sparekravet i høj grad fra de indsatser, der drives fra Kompetencer Skanderborg. Pengene fra staten til Skanderborg Kommune for de aktiviteter er skåret væk, og derfor skal der ske besparelser.
»Vi har simpelt hen haft et generelt for højt udgiftsniveau, og det fik vi til opgave at nedbringe fra vores eget byråd, og så er der jo fra Christiansborg truffet beslutning om, at en del af de aktiviteter, vi har på Kompetencecentret, ønsker man ikke, at kommunerne fortsat skal lave. Det gør, at vi desværre har været nødt til at opsige medarbejdere,« forklarer Anja Nørby Sørensen, chef for Arbejdsmarked og Social, Skanderborg Kommune.
Sparet på flere måder
Anja Nørby Sørensen uddyber, at man så meget som overhovedet muligt har forsøgt at finde andre måder at spare på, dels ved at nedlægge stillinger ved naturlig afgang, dels ved at spare på andre måder som at opsige lejemål og ved at minimere driftsomkostninger.
»Men det er klart, at med så stor en besparelse, så får det også en betydning for antallet af medarbejdere,« siger hun.
Af de 12 opsagte medarbejdere er fire coaches, 2 køkkenmedarbejdere, 2 afdelingsledere og fire faglige koordinatorer.
Der er fortsat cirka 100 medarbejdere tilbage på Kompetencecentret.
Den store omlægning
Den store omlægning af arbejdsmarkedsindsatsen, som altså fremover skal være meget mere virksomhedsrettet, bliver med virkning fra 1. juni.
Anja Nørby Sørensen vil ikke formulere det sådan, at Kompetencecentret lukker fra den dato.
»Jeg har godt hørt, at det er blevet omtalt på den måde. Det er en tilsnigelse at sige, at det lukker, fordi mange af indsatserne har vi jo stadig, hvis de falder inden for rammerne fra regeringen. Vi har også stadig lokationen, men vi har omlagt både Jobcenter og Kompetencecenter, så der er ikke noget, der ser ud, som det gjorde før. Men der er ikke noget, der lukker. Det hele er bare omlagt og vil se anderledes ud,« lyder det.
Fra 1.6 vil der ikke være noget, der hedder Kompetencecenter Skanderborg.
»Der er ingen af de centre, vi havde før, hverken på Jobcentret eller Kompetencecentret eller Ungecentret, der kommer til at hedde det samme, fordi vi organiserer os helt anderledes,« fastslår Anja Nørby Sørensen.
Besparelser i mål
Chefen for Arbejdsmarked og Social oplyser, at man på dette års budget er i mål med de besparelser, der skal leveres.
»Vi har fundet de fleste af pengene ved at gøre ting anderledes eller klogere og ved simpelt hen ikke at genbesætte stillinger. Så lige nu på dette års budget er vi i mål med de besparelser, vi skal levere,« siger Anja Nørby Sørensen.
I 2024 vil der også være besparelser, som skal udmøntes i kølvandet på reformen af Arne-pensionen. Det er i størrelsesordenen 3,2 millioner kroner, som skal findes på sagsbehandlingen.
Dertil kommer, at Byrådet er på vej ind i en ny budgetproces, og hvordan det ender, ved ingen.