Fortsæt til indhold

Millioner fra finansloven sparker liv i historien på Gammel Estrup

Støtte falder på et tørt sted, men der er stadig behov for langsigtede løsninger, fastslår museumsdirektør.

Samfund

Gammel Estrup kan snart se frem til, at der lander et millionbeløb på den gamle herregård.

Sammen med Den Gamle By i Aarhus er Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum kommet på finansloven og bliver tildelt 2,5 millioner kroner til deling, som går til at understøtte de to museers arbejde for levende historisk formidling.

Det er en stor anerkendelse fra statslig hold, som museumsdirektør Kasper Steenfeldt Tipsmark begejstret tager imod.

»Det er fantastisk for os at komme på finansloven og få tildelt penge, der virkelig kan være med til at styrke vores formidling af vores kulturarv, som kan rettes mod børn og flere af vores særlige brugergrupper på museet,« fortæller Kasper Steenfeldt Tipsmark.

Museumsdirektøren uddyber, at det i Gammel Estrups brede brugergruppe kan understøtte formidlingen til blandt andet udviklingshæmmede.

Samtidig giver det mulighed for, at museet kan udvide de områder, hvor historien bliver vækket til live af rigtige mennesker. I dag har Gammel Estrup altid folk i køkkenet iklædt historisk tøj, der klarer madlavningen på et gammelt brændefyret komfur, og pengene fra Finansministeriet kan være en anledning til at udvide den levende historie.

»Vi arbejder i forvejen meget med levendegørelse af historien, men vi kan desværre ikke have adelsfolk til at gå rundt herude hele tiden. De her midler kommer til at gøre stor gavn på vores festivaller, blandt andet 1700-talsfestivallen, og vi har nogle store og spændende dragtsamlinger, som kan komme mere i spil. Det vil på alle måder komme både gæsterne og museet til gode,« siger Kasper Steenfeldt Tipsmark.

Politisk anerkendelse

Midlerne fra finansloven kommer, efter Kasper Steenfeldt Tipsmark har parlamenteret kraftigt for, at statsstøtten til Gammel Estrup bliver sat markant op i den museumsreform, som regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har forpligtet sig på at få gennemført i indeværende valgperiode.

Argumentet er, at Gammel Estrup ligesom mange andre museer er blevet pålagt et nationalt ansvar i forhold til at formidle vigige dele af historien. I Gammel Estrups tilfælde herregårdshistorien.

Alligevel er støtten til herregårdsmuseet skævvredet, da andre sammenlignelige museer får langt mere. Eksempelvis Søfartsmuseet i Helsingør som ifølge Kasper Steenfeldt Tipsmark årligt tildeles omkring 7,4 millioner kroner i statsstøtte mod Gammel Estrups 2,4 millioner kroner plus et midlertidigt tilskud frem til 2024 på 1,5 millioner kroner.

Museumsdirektør Kasper Steenfeldt Tipsmark tager den aktuelle bevilling på finansloven som en anerkendelse af, at levendegørelsen af herregårdshistorien er et nationalt anliggende. Arkivfoto.

Derfor kom den aktuelle støtte også lidt bag på Kasper Steenfeldt Tipsmark, men han vurderer, at det også kan være et tegn på, at politikerne har hørt efter.

»Det kom som lidt af en overraskelse, men det er vigtigt, at vi er kommet på den her finanslov. Selv om det kun er en enkeltbevilling og jo ikke kan ændre så meget på den lange bane, så er det et vigtigt signal, at der er anerkendelse for det vigtige arbejde, vi gør. Det gælder også for Den Gamle By (som tildeles anden halvdel af støtten, red.), at vi leverer forskning på et højt niveau og laver formidling, der skaber oplevelser for brugerne. Det er ikke bare nogle tomme historiske rammer. Fra vores synspunkt er det et signal fra politisk hold, at man ser herregårdshistorien som et nationalt anliggende,« vurderer Kasper Steenfeldt Tipsmark.

Reform hurtigst muligt

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne har tidligere meldt ud, at ambitionen er, at der foreligger en politisk aftale om en reformen af museumsområdet i Danmark inden årets udgang.

Uanset om det bliver i år eller i starten af 2024, så er det under alle omstændigheder vigtigt, at en museumsreform kommer på plads i denne valgperiode.

»Jeg skal i hvert fald gøre alt, hvad der står i min magt for holde kulturministeren op på, at reformen skal gennemføres hurtigst muligt. Men det er en dualistisk afvejning. Vi vil gerne have den gennemført hurtigt, så politikerne ikke løber fra det, men vi skal også stå tilbage med en stærk reform, der forhåbentlig bliver brugt til at skabe et endnu bedre museumsvæsen,« siger Kasper Steenfeldt Tipsmark.