Fortsæt til indhold

Velbesøgt Skovens Dag med høj sol og højt humør

Ved Hadbjerg Folkeskov var der høj aktivitet søndag 7. maj. Her var nemlig Skovens Dag 2023.

Samfund

I et ganske hæderligt maj-solskinsvejr spredte lugten af bål sig ved Hadbjerg Folkeskov, og den summende lyd af mennesker, der hygger sig, steg, som man kom nærmere. Mange havde benyttet sig af muligheden for at få lidt frisk luft i håret og et solstrejf på næsen til Skovens Dag 7. maj.

Ved søen løb et par håndfulde børn rundt med fiskenet, på fodboldbanen jagtede nogle stykker en bold, og ellers var folk spredt godt ud blandt dagens aktiviteter, som blandt andet inkluderede: Byg din egen fuglekasse, snit en træfigur, lav en naturburger over bål, plante nye træer og buske og endelig aktiviteten med den længste kø: Få en ridetur.

Ud over en god dag, efterlader Skovens Dag også spor på den gode måde. Blandt andet ved at plante krydderurter, træer og buske som her. Foto: CSJ

Gode relationer

Skovens Dag 2023 er et samarbejde mellem Naturvejledningen i Favrskov Kommune, Danmarks Naturfredningsforeningen Favrskov, Friluftsrådet og en masse lokale aktører. Desuden har den almennyttige organisation Plant et Træ doneret træer og buske til arrangementet.

Skovens Dag var oprindeligt et landsdækkende arrangement, men det stoppede for tre år siden. I Favrskov Kommune har man dog valgt at fortsætte med traditionen, forklarer naturvejleder Vibe Søndergaard Jensen:

»Det har vi valgt, fordi vi synes, at vi får et godt lokalkendskab gennem det her arrangement. Vi inviterer jo alle grønne organisationer ind, så de kan vise, hvad de kan, og det giver bare et rigtig godt samarbejde med lokale aktører. Vi får skabt så mange relationer, og det fører altid noget nyt med sig. Vi sørger altid for at placere arrangementet forskellige steder i kommunen, så foreningerne kan vise, vad de kan de forskellige steder. Og så får vi selvfølgelig også vist, at vi selv er her, og hvad vi kan,« siger naturvejlederen.

Hun håbede på minimum et par hundrede besøgende ved Hadbjerg Folkeskov og gerne 400-500 stykker – hun vurderer, at cirka 500-600 dukkede op. At dømme ud fra Lokalavisen Favrskovs visit ved 11.30-tiden skal det nu nok passe, for der var stor aktivitet.

De ni-ti gange Skovens Dag har været afholdt i Favrskov, har der været mellem 100-800 gæster. Det toppede, da arrangementet blev holdt ved Kollerup Gods.

Efterlader spor

Ud over aktiviteterne nævnt indledningsvist stillede mange andre lokale op med smagsprøver, plante- eller kage-salg, fremvisning af bier og udskæring af en stor træfigur. I alt cirka 30 aktører deltog på den ene eller anden måde.

»Formålet med dagen er at give børnefamilier en grøn dag, hvor de kan opleve nogle af de ting, vi elsker,« fortæller Vibe Søndergaard Jensen, som tilføjer:

»Men ud over en god dag sørgede vi også for, at det fremover bliver federe at bruge skoven derude. Vi etablerede bålplads, gav grillriste, lavede kvashegn, så smådyr får flere levesteder, lavede krydderurtebed og plantede træer og buske. Så vi efterlader os spor på den gode måde.«