Niårige Hugo blev smidt ud af friskole
Skolen har nu fået et påbud.
Åskolen i Hørning syd for Aarhus har fået et påbud, som blandt andet betyder, at skolen skal undersøge, om der foregår mobning eller lignende på skolen.
Påbuddet kommer, efter skolen i november 2022 smed Morten Adamsens dreng Hugo ud af friskolen.
Morten Adamsen blev den pågældende dag ringet op af skolelederen på Åskolen, som fortalte, at Morten Adamsens dengang otte-årige søn ikke længere kunne gå på skolen.
Samtalen var kulminationen på nogle svære måneder, hvor det stod klart, at Hugo på et tidspunkt skulle i et andet skoletilbud, men at det skete på den måde, kom alligevel som et chok for forældrene.
»Jeg tror, jeg var lidt målløs. Vi havde snakket om, hvorvidt de kunne finde på udskrive ham af skolen, men vi tænkte ikke, at det kunne finde sted sådan her. Vi havde gået i den tro, at det jo nok skulle gå,« siger Morten Adamsen.
Bedt om redegørelse
Familien Adamsen kontaktede Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som har tilsynspligten med blandt andet friskoler. Henvendelsen gav anledning til, at styrelsen kontaktede Åskolen med henblik på at se nærmere på, om skolen overholdt reglerne for udskrivning af elever i henhold til fri- og privatskoleloven.
Skolen skulle blandt andet komme med en redegørelse for praksis og procedurer ved udskrivning af elever samt en redegørelse for det konkrete tilfælde.
Åskolen sendte redegørelsen, og efterfølgende indskærpede Styrelsen for Undervisning og Kvalitet over for skolen, at den ved fremtidige udskrivninger af elever skulle overholde kravet om skriftlig dokumentation i sådanne sager, ligesom der blev henstillet til, at der skulle udarbejdes skriftlige retningslinjer.
Afgjort ved klageinstans
Sagen endte ved Den Nationale Klageinstans mod Mobning, som 2. maj kom med en afgørelse i sagen. Den afgørelse har TV2 Østjylland fået aktindsigt i, og her fremgår det, at Åskolen får et påbud, som blandt andet betyder, at skolen skal undersøge, om der foregår mobning eller lignende på skolen.
TV2 Østjylland har forelagt skoleleder Thomas Kjeldgaard kritikken. Han ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men vil gerne forholde sig til påbuddet og tale generelt om skolens politikker.
»Vi er en skole, som opererer med et meget bredt tilbud og bruger mange ressourcer på de børn, som har brug for noget ekstra. Når vi står med en elev, som mistrives, så har vi et kæmpeansvar. Det påtager vi os, og vi går længere end de fleste i forhold til rummelighed og mangfoldighed. Der er meget lang vej, før vi siger farvel til en elev,« siger han.
Thomas Kjeldgaard fortæller, at man sætter ekstra bemanding på elever, som mistrives, så der er bedst mulig chance for at lykkes.
»Men vi kan stå overfor opgaver, som vi ikke har specialkompetencerne eller rammerne til, og hvor et specialskole-tilbud kan være bedre.«
Han understreger, at skolen tager påbuddet til efterretning og nu arbejder på at lave en standardiseret procedure for undersøgelse.
»Vi er en relativt ny skole og har ikke stået i sådan en situation før. Vi har sagt ja til rådgivning, så vi er sikre på, at procedurerne er korrekte.«
Han mener ikke, at der er eller har været problemer med mobning på skolen.
»Umiddelbart nej, men vi er altid nysgerrige for om der er ting i skolekulturen, vi har overset. Vi vælger at se det her som en mulighed for at blive bedre til vores arbejde,« siger skolelederen.
Ingen skolegang
I mellemtiden har den nu niårige Hugo gået hjemme i syv måneder. -
»Vi har prøvet med lidt hjemmeundervisning, men det er svært at finde noget, som ikke er enten for let eller for svært. Han har leget virkelig meget med Lego og konstruerer alting i Lego. Han er god til at aktivere sig selv,« siger Morten Adamsen.
Familien har forsøgt at holde fanen højt, men de kan godt mærke, at der bliver sendt blikke i gadebilledet.
»Hugo er også stoppet med at gå til spejder. Men vi har holdt fast, og dem der stadig gerne vil besøge Hugo, har været velkomne her,« fortæller Morten Adamsen.
»Ikke vores skyld«
Med afgørelsen fra Den Nationale Klageinstans mod Mobning er der sat et foreløbigt punktum i sagen.
Og selvom han godt kunne tænke sig, at sanktionerne mod skolen var større, så er Morten Adamsen tilfreds. -
»Jeg føler, vi har fået en lille smule oprejsning i forhold til det her. Retfærdigheden har ligget os meget på sinde, og det skal ikke hænge som en sort sky over hverken os eller Hugo. Det har bekræftet os i, at det ikke var vores eller Hugos skyld.«