Fortsæt til indhold

Østjyde hvidvasker 13 millioner kroner: De fleste er røget ud af landet

Retten har nu idømt ham to års fængsel.

Krimi

En virksomhedsejer har stillet sine virksomhedskonti til rådighed for hvidvask. Det koster ham nu en fængselsstraf.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

En 32-årig mand fra Østjylland er idømt to års fængsel - heraf et halvt års ubetinget - for at have hvidvasket over 13 millioner kroner gennem sin virksomhed, som blev benyttet som såkaldt fakturafabrik.

Den nu dømte har i en periode fra januar til maj 2019 stillet to virksomhedskonti til rådighed for ukendte medgerningsmænd, der i perioden har modtaget og videreoverført lige over 13 millioner kroner via virksomhedens konti.

Størstedelen af pengene er endt i udlandet.

Penge fra kriminalitet

Virksomheden har i praksis fungeret som en såkaldt fakturafabrik, der skulle sløre sporet af penge, der formodes at stamme fra kriminel aktivitet.

»Hvidvask af den her karakter er en alvorlig sag, og det understreger dommen. Hvis man er med til at sløre pengestrømme, der stammer fra kriminalitet, er man også med til at gøre, at den bagvedliggende kriminalitet kan betale sig,« siger Konrad Joe Frank, anklager ved NSK.

Den dømtes virksomhed blev idømt en bøde på 6,9 millioner kroner og retten har konfiskeret omkring 800.000 kroner, som politiet har haft beslaglagt fra to af virksomhedens konti.