Sjelle parat til første skridt i termonet-eventyr
Med en økonomisk saltvandsindsprøjtning fra Skanderborgs klimapulje på 141.000 kroner rykker Sjelle et stort skridt tættere på termonet som landsbyens fremtidige varmeløsning.
Med armene højt løftet i begejstring, har Sjelle Bylaugs termonet-arbejdsgruppe modtaget nyheden om, at Skanderborg Kommunes Grønne Panel har vendt tomlen opad for bylaugets ansøgning om 141.000 kroner i støtte fra Klimapuljen til udarbejdelse af et projektforslag om etablering af termonet som fremtidig fælles varmeløsning i landsbyen.
»Vi er rykket et kæmpestort skridt tættere på en realisering af projektet. Vi er de første i Skanderborg, der har gang i et konkret projekt,« fortæller Steen Andersen Frøslev, der er formand for Sjelle Bylaug.
Man behøver ikke være bekymret for en masse bøvl. Man bliver tilsluttet varmen helt på samme måde, som var det fra et fjernvarmeselskab.Steen Andersen Frøslev, Sjelle Bylaug
Siden sensommeren 2022, hvor det stod klart, at der ikke ville komme en traditionel fjernvarmeløsning til Sjelle, har bylauget haft øje for termonet-løsningen som en mulig vej til et kollektivt varmesystem for landsbyen. Med 100.000 kroner i støtte fra Region Midjylland, og de 141.000 kroner fra Klimapuljen har Sjelle Bylaug nu tilstrækkeligt med penge til at få udarbejdet et projektforslag omkring etableringen af termonet.
Termonnet kan realiseres
»Vi kan nu med økonomisk sindsro få udarbejdet et projektforslag om etablering af et fremtidssikret og bæredygtigt energifællesskab for Sjelle baseret på termonet som en kollektiv varmeforsyning. I den her situation, hvor der er så stor usikkerhed, er det en stor hjælp for os, at vi ikke skal ud og spørge de enkelte husstande om penge til at få udarbejdet projektforslaget,« siger Steen Andersen Frøslev.
En screening fortaget af Skanderborg Kommune viser, at flere landsbyer må kigge langt efter fjernvarmen. Det gælder Alken, Herskind, Hylke, Skjørring, Tebstrup, Voerladegård og Sjelle. Til gengæld kan det måske være økonomisk rentabelt i stedet at oprette alternative fælles varmeløsninger, som for eksempel et kollektivt termonet.
»Den screening, kommunen har foretaget, viser, at det vil være realistisk at etablere en termonet-løsning for de 108 husstande i Sjelle. Lige nu har vi 40 husstande, der er interesseret i projektet, men vi skal have mange flere med, for at det kan lade sig gøre at gennemføre projektet. Når vi har projektforslaget, og det er nok klar umiddelbart efter sommerferien, så har folk mulighed for at træffe en beslutning ud fra det,« forklarere formanden.
Afskrevet over 30 år
Termonet er ikke en billig investering for Sjelle. Det samlede anlæg forventes at løbe op i omkring 35 millioner kroner.
»Det ér en stor investering, for så lille en landsby som Sjelle, men planen er at afskrive anlægget over 30 år, og derfor skal de enkelte husstande ikke ud og investerer dyrt for at få anlægget lagt ind. Der vil blive et tilslutningsbeløb, en årlig afgift på 14.000-16.000 kroner og dertil kommer forbrug. Man behøver ikke være bekymret for en masse bøvl. Man bliver tilsluttet varmen helt på samme måde, som var det fra et fjernvarmeselskab. Og går pumpen i stykker, så får man en ny. Efter 30 år er det hele betalt,« forklarer han og tilføjer, at der allerede nu er et skema på Sjelle Bylaugs hjemmeside, hvor man kan indtaste sine forbrugstal og se, hvad det tilsvarende forbrug vil koste med termonet.
»Vi har et håndslag med Aura om en pris på 1,70 krone per kilowatt time – det er det, vi laver beregningerne ud fra.
Beslutter Sjelle at gå videre med projektet, er termonet en varmeløsning, der hurtig kan lade sig realisere, 1,9 år går der i snit, fra start til endeligt anlæg.
»Siger vi ja til projektet efter sommerferien, så kan vi holde varmen med termonet i starten af 2025,« understreger Steen Andersen Frøslev.