Fortsæt til indhold

Hylke kåret til Årets Landsby for anden gang

Hylke og de nærliggende landsbyer Ustrup, Brørup og Båstrup er kåret til Årets Landsby 2023 i Skanderborg Kommune.

Samfund
bo

Borgerne i Hylke kan igen række armene i vejret og sætte flag frem. For anden gang er de udråbt til Årets Landsby i Skanderborg Kommune. Første gang var i 2015. I år omfatter prisen også de nærliggende landsbyer Ustrup, Brørup og Båstrup. Det er Landsbyfællesskabet i Skanderborg Kommune, der har udpeget vinderen. Med prisen følger en check på 10.000 kroner.

»Vi er dybt imponerede over Hylkes evne til at arbejde målrettet med deres lokalmiljø og egen udvikling. De har samlet byen omkring en bæredygtig dagsorden og har givet sig i kast med imponerende projekter, trods et relativt lille indbyggertal. Hylke Bypark er et utrolig flot eksempel på et stort fælles projekt, som virkelig har krævet mange lokale kræfter,« siger Helene Simoni, der er formand for Landsbyfællesskabet.

Flere og flere får tilsyneladende øjnene op for Hylke som et attraktivt sted at bosætte sig. Halvdelen af de otte grunde på den kommunale udstykning Præstebakken er allerede solgt eller reserverede. I landsbyen er der dagpleje, om kort tid åbner en ny vuggestue, der er børnehave og en skole med SFO samt et bredt udvalg af fritidsaktiviteter.

Landsbyen er dog mest kendt for det lokale fællesskab, som blandt andet kommer til udtryk ved fællesspisning, fastelavn, festuge og markedsdage.

»Hylke er et billede på, hvor langt man kan nå med ambitioner og lokalt engagement. Det har for eksempel banet vejen for landsbyens Bypark, skaterbane og madpakkehus. Hylke er utrolig god til at organisere sig og at skaffe støtte fra fonde, som har gjort det muligt at realisere de store projekter,« konstaterer Tage Nielsen, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.