Tidligere brugsuddeler tager i Netto
Michael Nielsen, tidligere brugsuddeler i Pindstrup, er tilbage i felten efter nogle måneders pause, men nu er det ikke længere hos Coop.
»Efter mange gode år ved Coop har jeg valgt at skifte over på den anden side af hækken, og se om græsset er grønnere derovre.«
Sådan skriver Michael Nielsen, forhenværende brugsuddeler i Dagli’Brugsen Pindstrup, på sin Facebookprofil.
Michael Nielsen er nu tilbage på jobmarkedet efter, at han omkring seneste årsskifte fik silkesnoren af brugsbestyrelsen i Dagli’Brugsen Pindstrup.
Det vakte stor opsigt i Pindstrup, at man valgte at sige farvel til den afholdte brugsuddeler. Den økonomiske situation i byens eneste dagligvarebutik tvang dog bestyrelsen til at handle.
Michael Nielsen, tidligere byrådsmedlem i Syddjurs, tog afskeden som en mand og forlod jobbet på værdig vis fast besluttet på lige at sunde sig, og så gøre comeback et andet sted i branchen.
Ambitionen både fra Nettos side, og min egen er, at jeg får min egen butik inden for et års tid.
Over til ’fjenden’
Michael Nielsens hop over hækken betyder konkret, at han 1. juni starter i morgen som trainee i Netto i Aarhus Midtby.
Netto er en del af Salling Group, der er 100 % ejet af Salling Fondene.
»Ambitionen både fra Nettos side, og min egen er, at jeg får min egen butik inden for et års tid,« noterer Michael Nielsen.
»Jeg er bare købmand og har brug for den sociale kontakt, man får med kunder hver dag i et supermarked med fart på, det glæder jeg mig til at opleve igen.«