Fortsæt til indhold

Auning Aktivitetspark vokser. Spaden går snart i jorden til næste etape

De mindste kan se frem til endnu flere aktiviteter og forbedret sikkerhed, når næste skridt i projektet tages.

Samfund

Byggetilladelsen er i hus, og materialerne er bestilt, så nu er det blot et spørgsmål om kort tid, inden spaden ryger i jorden til næste etape af Auning Aktivitetspark, og det bliver særligt til glæde for de mindste brugere af aktivitetsparken.

Næste etape bliver således en forlængelse af det allerede eksisterende legeområde, som er målrettet de allermindste med mini-legeborg og vippedyr.

I næste etape får børnene glæde af legetog, solsikkegynger og ikke mindst musikinstrumenter. Derudover bygges der helt nyt og overdækket madpakkehus.

Aktivitetsparken begynder dermed mere og mere at ligne Aunings nye mødested for børnefamilierne, og det taler meget præcist ind i den udvikling, som byen er i. Det vurderer formand i foreningen Auning Aktivitetspark Mette Dahlgaard.

»Jeg er selv her fra området, og jeg ser efterhånden rigtig mange med barnevogn, som jeg ikke umiddelbart kender. Det er dejligt, at vi som by kan tilbyde flere muligheder for børnefamilierne. Det er jo også en af tankerne bag aktivitetsparken. Før var der kun legepladsen ved biblioteket, så enten skulle man selv til at bygge sin egen i haven, eller også skulle vi gøre noget, som mange får gavn af,« fortæller Mette Dahlgaard.

Glæder dagplejerne

Nogle af dem, som allerede har stor gavn af det eksisterende legeområde, er dagplejerne.

Denne onsdag formiddag har Stine Hansen og Anja Rytter taget ungerne med i aktivitetsparken, hvor særligt mini-legeborgen er genstand for børnenes begejstring.

»Det er en mulighed, vi er begyndt at bruge rigtig meget. Børnene elsker at komme herned, og det er blevet et godt sted for os. Der er ikke så mange legepladser i byen, så det er rart, at der også er noget for de helt små. Vi ser rigtig meget frem til, at der kommer endnu flere aktiviteter og muligheden for at tage maden med i madpakkehuset,« fortæller Stine Hansen.

Større sikkerhed

Den kommende udbygning af aktivitetsparken kommer også med en ekstra gevinst til særligt de mindste. Sikkerheden bliver væsentligt forbedret, idet der kommer hegn op, så man ikke længere kan løbe direkte ud på cykelstien ved siden af.

Formand for Auning Aktivitetspark Mette Dahlgaard og hendes kæreste Daniel Nielsen er sammen med døtrene Thea og Alba selv ivrige brugere af de nuværende faciliteter i aktivitetsparken. Og selv om man kun er fire år gammel, er klatremulighederne i træningsområdet uovertrufne. Foto: Simon Carlson

En forbedring som formand Mette Dahlgaard ser frem til.

»Det nye madpakkehus bliver bygget sammen med pølsehuset på stadion, så vi bliver nødt til at fjerne hegnet. Derfor var det en betingelse for byggetilladelsen, at vi sætter et nyt hegn op, og det bliver rigtig godt for sikkerheden, for der kommer jo både cyklister og scootere på cykelstien,« noterer formanden.

Aktivitet til integration

Mette Dahlgaard forventer at byggeriet af næste etape begynder i løbet af juni.

Det betyder imidlertid ikke, at udviklingen af aktivitetsparken står stille. Foreningen er hele tiden i gang med at søge midler hos forskellige fonde. Den slags tager dog tid, når det hele foregår i fritiden og på frivillig basis, pointerer Mette Dahlgaard.

Allerede nu er der dog nye træningsredskaber i form af en crosstrainer og ny cykel på vej til parkens første område, hvor man kan dyrke styrke- og motionstræning i det fri. Et område, som ifølge Mette Dahlgaard også bliver flittigt benyttet af plejecentret Møllehjemmet til blandt andet balance- og koordinationstræning.

Senere i projektet er det ambitionen, at der skal bygges sceneområde, der giver mulighed for livemusik og kunst.

En multibane er også på listen over kommende etaper af Auning Aktivitetspark, og den har foreningen en ganske særlig ambition med.

»Vi vil gerne udvide den lidt i forhold til de almindelige mål på en multibane, så der kan være en basketballbane. Vi har jo mange litauere, der arbejder på gartneriet (Gl. Estrup Gertneri, red.), som er en stor del af byen. Basketball er jo deres nationalsport, så det vil give rigtig god mening at give et tilbud mere til dem, når de skal integrere sig,« siger Mette Dahlgaard.