Fra isenkram til tapas: »Nu er Huset Frost fuldendt«
At kombinere café og interiørbutik har længe været en drøm for Frost.
Siden Hanne og Brian Frost åbnede interiørbutikken Huset Frost på Hovedgaden i Femmøller for seks år siden, har de haft en drøm. Nemlig at åbne en café. De sidste mange måneder har de arbejdet på at rive en væg ned mellem butik og baglokale og indrette det som café. Husets baggård har også fået en ordentlig omgang, så der nu er en charmerende, grøn gårdhave.
»Vi ville lige se tiden an dengang, vi åbnede, men i vinters kiggede vi på hinanden og sagde, at hvis det skulle være, så skulle det være nu, og det er blevet præcist, som vi hele tiden har drømt om. Stedet her har kaldt på det, lige siden vi flyttede ind, og nu er huset fuldendt« siger Hanne Frost med et stort smil, mens hun brygger en kop kaffe i køkkenet.
Bag hende står én af de to køkkendamer, de har ansat til at trylle tapas og andre lækkerier frem i en duft at smør fra hjemmebagte croissanter og i færd med at rense store, flotte hvide asparges.
»Alt fra vores menukort er lavet fra bunden - og så vidt muligt med økologiske råvarer.«
Alle ting i butikken, caféen og gårdhaven er nøje udvalgte af Hanne Frosts skarpe kreative blik. Et blik, som har givet en sidebeskæftigelse som indretningsarkitekt.
Brian er ikke kreativ, siger han selv, men til gengæld kan han bygge og projektere, og derfor har han også ved siden af butikken et tømrerfirma, der hedder Frost Bygningsservice.
»Vi har lavet det hele selv. Med tryk på vi, for Hanne har også hjulpet. «
Køb alt i gårdhaven
I ’gamle dage’ var der en restaurant i huset - faktisk var det her, fortæller Hanne Frost, at Djurslands første softice blev solgt fra.
»Mange af dem, der har sommerhus herude, kan huske den tid, så de er glade for, at der nu igen er café her,« fortæller hun.
Menukortet tilbyder tapas med et nordisk strejf, vin, kaffe og kage, og køkkenet har åbent, så man kan nyde en sen morgenmad eller frokost. Åbningstiderne følger butikkens, og maden kan enten indtages i cafeen, som nu altså ligger i forlængelse af butikken, eller i den nyanlagte gårdhave.
»Vi har udvidet vores varesortiment med endnu flere blomster og krukker, som står derude. Møblerne man sidder i kan i øvrigt også købes.
For godt et års tiden åbnende Cafe Egil i nabohuset, men der plads til begge, mener Hanne Frost.
»Det er godt for lokalmiljøet herude, at der sker noget, og to cafeer er bedre end en. Jeg er overbevist om at mere giver mere.«
Det er planen, at caféen, som åbnede i påsken, skal have åbent hele året, på nær i januar.
»Nu må vi se, hvordan det går. Der er ikke så mange endnu, der ved, at vi har åbnet, men jeg er sikker på, det nok skal sprede sig.«
Da parret flyttede til området for seks år siden, var det eneste, de vidste, at de gerne ville ud til vandet at bo. De købte det karakteristiske gule hus, totalrenoverede det og åbnede butikken. Det er gået over al forventning, og der er altid gang i nye projekter.
»Vi elsker det, vi laver, og så længe det er sjovt, så bliver vi ved. Det, der betyder noget, er det, vi laver, nemlig at skabe, kreere og udvikle ting og rum, som folk kan lide.«
Hvad er så jeres næste projekt, hvis Huset Frost nu er fuldendt?
»Haha, det er faktisk sjovt, du spørger, for der er flere, der har sagt: nå, Hanne, hvad finder du nu på? Det ved vi ikke endnu. Vi vil gerne bygge eller istandsætte endnu et hus, men har ingen konkrete planer endnu.«