Isabella og morfar ligger nummer ét: Podcast med 98-årig stor-hitter
Med 161.000 følgere på Instagram er Isabella og Moffe nået langt ud over bygrænsen. En ny podcast med de to i hovedrollerne hitter som den mest lyttede.
De er bedste venner, roomies, tæt familie og to generationer. Den 32-årige journalist Isabella Alberte Hedeager og hendes morfar Svend Aage Jensen, der er pensioneret bygningsingeniør.
De flyttede sammen for 10 år siden i Moffes hus i Højbjerg - et han selv har bygget. I dag er kæresten Simon Wittrup blevet en del af bofællesskabet, i januar flyttede de ind i en seniorvenlig bolig i Beder og i marts stødte den yngste beboer til. Det er en lille ”pissemyre”, som Moffe insisterende har presset på for at få: En babypige.
Moffe har faktisk plaget om et oldebarn i årevis - og er bare glad.
Strøg ind som nummer et
Isabella Alberte Hedeager har spist aftensmad sammen med sin morfar hver dag de seneste 10 år. Husets tre voksne beboere taler om dagen, der er gået. Kun AGF-kampe kan lave om på det, for så skal Moffe, der har spillet for klubben i sin ungdom, se kampen på tv.
161.000 følger interesseret med i familie-bofællesskabet på Instagram. Og som noget nyt lytter tusindvis med på ”Isabella og Moffes podcast”.
Den røg direkte ind som den mest populære på blandt andet Spotify og Apples streamingtjenester.
»Det er overvældende. Er det ikke vildt? Det er syret på den fede måde. Vi havde håbet, at vi kunne lave en podcast, som vi selv kunne være stolte af. Vi ville gemme den og indkapsle, hvad vi snakkede om under graviditeten. Og så fik vi bare fantastiske anmeldelser og et hav af søde beskeder i indbakken,« ler podcastværten sin perlende og meget hyppige latter, der er med til at give en dejlig stemning i podcasten.
Danmarks ældste podcaster
Den er fuld af følelser. Hovedpersonen Moffe taler med sit barnebarn, og om hvordan det er at vente som 98-årig på et lillebitte oldebarn, som han har ønsket sig brændende, når tiden nu ikke varer evigt. Isabella og Moffe har en hyggelig samtale om alt fra graviditetstest, der i dag går ud på at tisse på en plastikpind, og til fødselsforberedelse sammen med fædrene.
I Moffes tid blev fædrene ringet op af en sygeplejerske, når fødslen var overstået, og fik at vide hvilket køn, barnet havde.
»Sygeplejersken kom til at bytte om på telefonnumrene i hendes kittellomme og fik fortalt det forkerte køn i sin telefonbesked til en anden far. Han blev ringet op, da min kone havde født vores søn. Så sygeplejersken måtte ringe tilbage og fortælle ham, at han altså havde fået en pige. Det kunne ske dengang,« ler den hyggelige morfar, der har et godt blik for muntre anekdoter.
Det er svært at forestille mig at leve uden ham. Vi har et livslangt venskab for mit vedkommende.Isabella Alberte Hedeager, barnebarn, podcaster og influencer
Isabella Alberte Hedeager og Simon Wittrup havde en god mavefornemmelse af podcasten, men var spændte på modtagelsen. For nu skulle folk til at finde familien et helt andet sted end på Instagram. Der er altid stor præstationsangst forbundet med at udgive i et nyt format.
»Man kan nå at sige så meget mere på den halve time, som en podcast varer, end man kan skrive med de få tegn, der er plads til på Insta. Podcasten åbner en meget større dør ind til vores verden. Og derfor er vi så taknemmelige for, at folk har taget godt imod os og lytter med i så stor stil,« siger værten.
En stemme til de ældre
Lytterne skriver til Isabella Alberte Hedeager, at de blive rørt, fordi de har haft lignende samtaler, mens nogle synes, at de bliver mindet om, at de skal se at få taget den snak. Og så er der dem, der ikke nåede det, og derfor bliver ramt.
»De ældres stemme bliver ikke altid hørt. Det ligger os meget på sinde at forandre det. Vi forsøger at folde Moffe ud ved at give ham ordet. Vi fortæller om livet fra 0 år til 98 år, og det rammer bredt. Hans børn kom til verden under helt andre livsforhold, og han er meget glad for at fortælle om gamle dage. Samtidig elsker jeg at høre om det og sætte det i perspektiv,« siger hun.
For Moffe er det helt naturligt at sidde og snakke om fertilitetsbehandling og prævention i sin tid. Så meget, at han ind imellem har været svær at stoppe. Han joker med, at han skal passe på, hvad han siger, nu hvor der er så mange, der lytter med.
Måske laver Simon og jeg en podcast om barsel. Eller hvad er et godt familieliv, rejseliv eller hundeliv?Isabella Alberte Hedeager, barnebarn, podcaster og influencer
Moffe er ikke helt frisk
Familien fik desværre kun tre og en halv uge med idyllisk baby-lykke, så fik Moffe pludselig en blodprop og har siden haft svært ved at komme sig.
»Vi tager en dag ad gangen, men det er hårdt. Det betyder, at vi værdsætter den tid, vi har, endnu højere. Vi vidste godt, at man ikke skal udskyde ting, men skal få dem gjort, når det er sammen med en på 98 år, men vi havde alligevel ikke set blodproppen komme,« siger Isabella Alberte Hedeager, der taler med Aarhus Onsdag på en af Moffes gode dage.
»Vi havde ikke tænkt, at tiden er så knap, da vi gik i gang med podcasten. Det er virkelig godt, at vi fik det gjort. Det er netop hele tanken bag den, at man skal rykke, og pludselig rammer det os selv,« uddyber hun.
Succes voksede ud af corona
I fjerde afsnit gæster Simon Wittrup også podcasten, og det har givet parret blod på tanden.
»Måske laver Simon og jeg en podcast om barsel. Eller hvad er et godt familieliv, rejseliv eller hundeliv? Der er mange emner, jeg gerne vil tale om, og som berører mange,« siger Isabella Alberte Hedeager.
Både podcasten og Instagram-kontoen er en fælles passion for hende og Simon Wittrup. I dag lever de af at være influencere og arbejder sammen om det.
Og parret når langt ud. Videoen, hvor hun fortæller Moffe, at hans oldebarn er på vej, fik over en million afspilninger. Det bliver i høj grad set af kvinder i alle aldre, dog er de fleste mellem 25 og 45 år.
Ikke flere afsnit i støbeskeen
På de dårlige dage har Moffe talevanskeligheder. De første fire afsnit er optaget og klar, men planen om at lave flere, ser ikke ud til at blive til noget.
»Jeg tror desværre ikke, at det kommer til at ske. Genoptræningen kan gøre meget, og vi kan godt kommunikere, men det svinger,« siger hun.
Den nybagte mor ser lyst på livet lige nu, mens Moffe sover, hunden Gaia tøffer rundt og Liva klukker i sin bæresele, der er monteret på hendes far.
Familien har talt åbent om, at Moffe skal dø en gang. Indtil for ganske nylig var de af den klare overbevisning, at han ”ikke var ved at kradse af”. Og da babyen stadig var på vej, fastslog han, at han ville ”holde ved”.
Det er overvældende. Er det ikke vildt?Isabella Alberte Hedeager, barnebarn, podcaster og influencer
»Det er svært at forestille mig at leve uden ham. Vi har et livslangt venskab for mit vedkommende. Det er brutalt, at jeg skal videre uden ham. Han synes omvendt, at jeg er den heldige af os to, fordi jeg får lov til at blive. Så vi taler om, at det er de efterladte, det er hårdt for,« siger barnebarnet.
Heldigvis er babyen mild, god og glad, og det hjælper, når det går op og ned for Moffe.
»Hans situation minder os om, at livet skal slutte på et tidspunkt. Alle dage, vi har sammen, er gode, men det er hårdt at forholde sig til, at det vil slutte. Så er det dejligt, at vi har en lille bavian her,« siger Isabella Alberte Hedeager med smil i stemmen.