Så englene synger og hårene rejser sig: The Mumes og Chief 1 vandt Sølunds hjerte
Overmusikalske og talentfulde The Mumes kan absolut godt selv, og med Chief 1 ved roret bliver det bare endnu mere magisk.
Nærmest symbolsk skyllede regnen ned over Sølund bare minutter før The Mumes sammen med Chief 1 torsdag skulle åbne den store scene på Sølund Musik-Festival – verdens største musikfestival for udviklingshæmmede og helt afgjort den kærligste.
»Vi har øvet og øvet og glædet os, og nærmest ikke sovet,« lyder det fra en veloplagt Chief 1, da han indtager scenen sammen med The Mumes, der består af musikerne Sonni Blom Christensen, bas og vokal, Danni Nielsen, guitar, Jon Brændsgaard Toft, trommer og vokal, samt Winnie Vilstrup Nielsen, vokal og tamburin.
De har alle det til fælles, at de har et psykiske udviklingshandicap, og så er de helt formidabelt musikalsk begavet. Med sig på scenen har de desuden guitarist Frederik Braüner Bjerge og svenske Nicklas Böhme på orgel.
The Mumes kender vi udmærket godt her i Skanderborg. De gjorde tilværelsen god igen for udviklingshæmmede over hele landet, da Corona ramte i 2020, og de drog på deres »Tour de Covid19« landet rundt til bofællesskaber og gav koncert til stor glæde - ikke mindst i Landsbyen Sølund.
I denne uge er bandet så absolut velfortjent blevet kendt, efter at landsdækkende TV har fået øjnene op for deres fælles koncert på Sølund med sanger, sangskriver og producer Chief 1. Og den cocktail er intet mindre end grandios.
På få minutter bliver der trængsel på pladsen foran store scene for uanset handicap, er musik et sprog, der binder os sammen. Især når den serveres så overlegent som i dag – det går lige i hjertet.
I en lille time flyder sang på sang ud over scenekanten og ned til os foran scenen. Vi synger med for fuld hals på alle de numre, vi kender - især velkendte Shubidua- og Gasolinhits - og vi er rørt til tårer, da Chief 1 nær slutningen overlader scenen til The Mumes egne super-vokalister, der i fed totalharmoni giver deres fortolkning af Chief 1’s egen »En seng af roser«.
»Det er fucking verdensklasse,« konstaterer han ydmygt efter sidste strofe, hvor vi alle står tilbage med gåsehud.
Undervejs binder Chief 1 sangene sammen med fortællinger om sin egen musikalske rejse. Om depressionen, mørket og vejen tilbage, og om lektien, han lærte: At huske at gøre noget for sig selv.
»Og nu står jeg her, med det her fantastiske band, der spiller så englene synger og hårene rejser sig. Det er en velsignelse,« konstaterer han og sender et smækkys ud til publikum, solidt plantet direkte på kameraet, der optager til storskærmen. Sådan!
Hvis du ikke er klar over det, så er store scene faktisk de gamle Bøgescener fra Smukfest. Dem købte Sølund Musik-Festival sidte år, da Smukfest fik nye scener. Så kære The Mumes: I har lige vist, hvordan Bøgscenen skal indtages. Man kan kun håbe, I en dag får tilbuddet om at gentage successen på den smukkeste. I har helt sikkert formatet til det. Tak for en helt igennem fantastisk koncert.