Fortsæt til indhold

Grønne millioner til Aarhus: Stor bylegehave og grønne opholdsrum på vej

Nordea-fonden sender godt tre mio. kr. til Institut for (X), Trøjborg og Aarhus Ø.

Samfund
ddp

Der er penge på vej til små, grønne fællesskaber i Aarhus.

Nordea-fonden har netop udvalgt en lang række projekter i hele landet til at modtage støtte, og cirka tre af de 37,7 mio. kr., der bliver uddelt, går til fire projekter i Smilets By, fremgår det af en pressemeddelelse.

På Trøjborg har Nordea-fonden valgt at støtte to projekter, som hhv. Kochs Skole og Trøjborg Fællesråd har ansøgt om tilskud til.

Skolen vil etablere et NaturTingSted, et mødested for børn og unge på Trøjborg.

Her vil man skabe en åben, grøn skolegård med en biodiversitets-labyrint, amfiteaterscene og en ”aktivist-cafécontainer”, der der skal være rum for leg og læring. Desuden vil man tilbyde aktiviteter inden for madlavning i et udekøkken, smedning samt snitte- og lerværksted. Det har skolen fået bevilliget 985.000 kr. til.

Trøjborg Fællesråd får 974.440 kr. til at lave ”Trøjborgs Grønne Hjerte”. Et projekt, hvor man vil omdanne kommunale arealer ved Skt. Johannes Kirke og Kochs Skole til et grønt opholds- og aktivitetstorv med en scene, nye bede og soltorv med bassin.

Der er tale om et fliseområde, der skal begrønnes og gøres til et område, hvor man kan afholde musikalske events, julelysfest, loppemarked, sommerfest eller lignende.

På Aarhus Ø har virksomheden Dansk Fibershed fået ca. en halv million kroner til at lave et mobilt orangeri, et værksted og en fælleshave med farveplanter. Alt sammen med det sigte at skabe mere bæredygtig tøjproduktion.

Bylegehave

På Godsbanen har Institut for (X) fået 971.000 kr. til at transformere udearealerne til et grønt legerum - en såkaldt bylegehave, hvor 16 mindre faciliteter skal etableres. Eks. mudderkøkken, en lille købmandsbod og et mekanikværksted for børn.

»Vi arbejder med de tre b’er, som står for boomere, børn og biodiversitet. Det bliver nemmere at være bedsteforælder og sjovere at være barn,« siger Jonas Bøgh Larsen, der er udviklingskonsulent hos Institut for (X).

Derudover vil projektet anlægge elementer, som skaber mere gunstige forhold for bynatur ved etablering af fuglehuse, sumpområder, grønne facader, svampebed, vandopsamling og spiselig have.

Projektet har fokus på at skabe mere biodiversitet i byen.