Bulder og brag - og vand i spandevis
Uvejret er gået i land. Bogstaveligt talt.
Det buldrer, brager og vælter ned i Østjylland lige nu.
Det varslede uvejr har i den grad ramt.
For et par timer siden blev de første skybrud i landet registreret mellem Grindsted og Esbjerg - og uvejret har siden bevæget sig østpå.
Det er en koldfront, der skal passere landet.
»De kraftigste byger ventes over Nord- og Østjylland, Sjælland og Lolland-Falster i løbet af eftermiddag/aftenen,« lyder varslet fra DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, der advarer om decideret ’farligt vejr’.
DMI forventer regnmængder på mellem 25 og 35millimeter inden for en halv time og vindstød mellem 15-20 m/s.
»Foruden skybrud og vindstød kan bygerne være ledsaget af hagl og torden,« skriver DMI.
Varslet for Østjylland er gældende til klokken 18.